aldeles ikke usandsynligt, al Harald Gormssøns Navn her kun er indblandet af en senere Sagafortæller, der støttede sig til Bandadraapa som den eneste samtidige Autoritet, uden videre har antaget den her omtalte, men unavngivne, Hersker, for Harald Gormssøn, medens Skalden dog har meent Sven Tjugeskegg. Andre Omstændigheder, fornemmelig det Venskab, som senere herskede mellem Erik og Kong Sven[1], bestyrke denne Mening. Men herom, saa vel som om de øvrige politiske Forhold, der nu begyndte at udøve deres Virkning paa Begivenhederne i Norge og overhoved i hele Norden, vil man først kunne danne sig nogen klar Forestilling, efter at have kastet et Blik paa de øvrige nordiske og nærmest til Norden grændsende Landes samtidige Historie.
Vi have seet, hvorledes den danske Konge Harald Gormssøn en Tidlang havde kunnet spille Mester i Norden, og i en temmelig lang Række af Aar ej alene forurolige Norge, men tilsidst ogsaa gjenvinde sin Æts forrige Besiddelser i dette Land, og, i det mindste i Navnet, Overhøjheden over det Hele, medens man derimod næsten ikke hører noget til de svenske Konger, eller disse i alle Fald ikke indblande sig i Norges eller Danmarks Anliggender: et temmelig sikkert Tegn paa, at de enten have været beskjeftigede med Krige i Østen, eller ogsaa været optagne af Thronstridigheder og indre Uroligheder. Harald Gormssøn vilde neppe have haft saa frie Hænder, hvis han ikke en Tidlang havde været forskaanet for Angreb fra det nysstiftede Daneriges farligste Fiender, Saxlands Herskere, der nu siden Kong Henrik Fuglefængers Tid vare i Besiddelse af den tydske Kongeværdighed og derfor kunde optræde med desto større Eftertryk mod de hedenske Naboer i Norden, Danerne og Slaverne. Krigen mod de hedenske Daner var, siden Gorm den gamle og hans Sønner havde omstyrtet det halvchristne Nordmanna-Rige i Sønderjylland, bleven en Religionskrig lige saa vel som Krigen mod Slaverne, og det var en Æressag for de tydske Konger, ikke at lade Christendommens Tilhængere i Danmark, fornemmelig de fra Tydskland indkomne Gejstlige, ubeskyttede mod Hedningernes Overmagt. Derfor
havde, saaledes som ovenfor viist[2], Henrik Fuglefænger i Kong Gorms
- ↑ Erik egtede endog senere Kong Svens Datter, deeltog siden med ham i Slaget ved Svaldr, og var efter hans Død en tro Ven af hans Søn Knut, hvilken han kraftigen understøttede, ved Englands Erobring.
- ↑ Se ovf. 1 B. S. 746.
over Søen med sin herlige Skude til Fyrsten, da satte denne hiin hjelmskjulte Helt til at raade for Odinsbruden (ɔ: Jorden, Landet).
