sidste Leveaar gjort et Indfald i Danmark, og tvunget ham eller rettere hans Søn Knut til at slutte en for Christendommens Indførelse gunstig Fred[1], idet han ogsaa skal have søgt at sikre den tydske Indflydelse et blivende Fodfæste i Danmark ved at erklære Slien for Rigets Grændse, og indsætte en Markgreve i Slesvig. Rigtigheden af denne Beretning har vistnok været dragen i Tvivl, men hvorledes dette end forholder sig, saa er det dog vist, at flere tydske Forfattere ligefrem fortælle, at Henrik gjorde sig de Danske skatskyldige[2], ligesom man og veed, at den bremiske Erkebiskop Unne nu ikke tog i Betænkning, endnu samme Aar, ledsaget af næsten det hele Presteskab i Bremen, at foretage en stor Missionsrejse ind i Hjertet af Danmark, ja endog fra Danmark at drage over Østersøen til Sverige, hvor han døde i Kjøbstaden Birk i Sigtun 936[3]. Under sit Ophold i Danmark kunde han, siges der, intet udrette med den gamle Gorm, men hans Søn Harald skal allerede da have viist sig Christendommen gunstig, tilladt dens offentlige Udøvelse, og understøttet Unne, idet han sendte en af sine Mænd med ham paa Rejsen. Om denne Haralds Hengivenhed for Christendommen var oprigtig, og i saa Fald maaske snarest skyldtes hans Moders Paavirkning, eller den grundede sig paa statskloge Hensigter, eller den endelig var hyklet af Frygt for Kong Henrik, er her vanskeligt at afgjøre. At Politik fornemmelig maa have været med i Spillet, bliver sandsynligt, naar man overvejer Haralds Ærgjerrighed, den øjensynlige Vaklen i sin Christendomsiver, han senere lagde for Dagen, og tillige de politiske Forhold i Danmark paa den Tid. Massen af Befolkningen maa dengang endnu have indeholdt en betydelig Deel af gotisk-angliske Elementer, medens den herskende Klasse, de egentlige Herrer i Landet, Efterkommerne af Sigurd Rings Kampfæller, saavel i Sprog, som i Leveviis og Religion vare fuldkommen nordiske[4]. Det synes under saadanne Omstændigheder rime-
- ↑ Knut, eller som Widukind (I. 40) kalder ham, Chnuba, maatte ifølge denne sidstes Beretning virkelig lade sig døbe, et Udsagn, hvis Rigtighed neppe kan betvivles.
- ↑ Ljudbrand, Antapodosis, III. 47. Widukind I. 40.
- ↑ Dette fortælles fuldstændigt hos Adam af Bremen, I. 60–64. Det siges her udtrykkeligt at Unne endog besøgte de danske Øer.
- ↑ Man maa antage, at de fleste Runestene i Danmark, hvoraf der findes en saa stor Mængde med reen nordisk Indskrift, hidrøre fra denne Periode; men Sproget paa dem er saa forskjelligt endog fra det nuværende Folkesprog, i det mindste i Jylland, at man ej kan antage dem rejste af det samme Folk, der vare Forfædrene til vore Tiders Jyder, ligesom og Skriftsproget i andre Egne af Danmark ikke fuldt to Aarhundreder senere var saa forandret fra Runestenenes, at man ej kan andet end tænke sig det frembragt ved en Samvirken af to Sprogelementer. Da nu Runestenene øjensynligt tilhøre de fornemste og mægtigste Folk i Landet, ledes man allerede heraf til Forestillingen om en herskende reen-
