Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/94

68

Haakon Jarl.

ansees vist, at Haralds Daab falder i den sildigere Deel af Otto 1stes Regjering^[1], og da man veed, at den saxiske Oprører Wigmann, fordreven fra sit Fædreland, i Aaret 963 flygtede til Harald, for at faa dennes Hjelp, hvilket vel ikke lykkedes ham, dog, som det synes, mere fordi Harald ingen Tillid havde til ham, end fordi han just havde saa stor Ulyst til at understøtte ham^[2]. – Overhoved maa man vel antage, at Danekongens Forhold til Tydsklands Konge for en stor Deel betingedes af dennes Stilling lige over for Slaverne eller Venderne hiinsides Elben, hvis Undertvingelse og Omvendelse til Christendommen var en af de saxiske Kejseres Hovedopgaver. Deres Fremgangsmaade mod de hedenske Vender var i det Hele taget den samme, som mod Danerne. Paa begge Steder søgte de kjendeligt at udbrede saavel det tydske Vælde, som den tydske Nationalitet, og dette skede ej alene ad verdslig Vej ved Vaabenmagt og Oprettelse af Markgrevskaber, men og ad gejstlig Vej ved Christendommens Indførelse og Oprettelse af nye Bispedømmer midt iblandt Hedningerne. Man kan være temmelig vis paa, at ligesom de tydske Konger oprettede Markgrevskaber i Vendernes Land, saaledes vare de eller deres Mænd vistnok neppe en Dag i Besiddelse af det danske Grændseland uden at oprette et Markgrevskab der, og at saaledes Markgrevskabet Slesvig, om det end i Virkeligheden kun havde en indbildt Tilværelse, dog i det mindste fra tydsk Side stedse betragtedes som bestaaende. Man kan ligeledes anse det som temmelig vist, at Rygtet om at de vendiske Hedninger havde vundet en eller anden betydeligere Fordeel mod Tydskerne eller rejst sig i Vælde mod dem, ogsaa har givet Danernes Høvdinger Mod til at vove en Dyst, og at omvendt de saxiske Vaabens Overhaand i Vendland ogsaa har bidraget til at holde Danerne i Rolighed. Vi erfare, at Kong Otto I, med Bistand af den tapre Markgrev Gero hiinsides Elben, i Aarene 939–946 ydmygede Venderne lige til Oder og grundede Bispedømmet Havelberg, under hvilket største Delen af det nuværende Meklenburg og Forpommern lagdes; og at Otto tre Aar efter oprettede et lignende Bispedømmet Brandenburg, hvilket antyder, at ogsaa den sydligere Deel af de hidtil ikke undertvungne Venders Land nu var bragt under Aaget^[3]. Men da Otto siden blandede sig i de italienske Anliggender, og tillige optoges af Familietvistigheder og Krige med Ungrerne, troede de nys undertvungne Vender, at Lejligheden var kommen til at kunne

1. Harald sagde at det kunde dog end lade sig høre, hvis han havde dræbt en Hertug eller anden Fyrste, thi da vilde man kunne stole paa, at han meente det oprigtigt, ellers ikke. Widukind III. 64.
2. Widukind II. 22–30. Annal. Saxo.
3. Widukind III. 50–56, 58.