Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/97

Denne siden er korrekturlest
71
Harald Blaatands Stilling.

kunne være om Rigtigheden af den Angivelse, at Harald Gormssøn blev døbt enten 966, eller i et af Aarene mellem 963 og 966. Da man nu erfarer, at ogsaa den ovennævnte Miesko lod sig døbe ved 966, bliver det deraf endnu mere indlysende, at Haralds Skridt have været bestemte ved Miesko’s, eller omvendt, og at den Krig, der faa Aar i Forvejen tvang Miesko til at ydmyge sig under den tydske Konges Lenshøjhed, ogsaa har hjemsøgt Danmark med den samme Virkning[1]. Den politiske Holdning, Harald herved kommer til at udvise, og den Stilling, han indtager, svarer ganske til hvad vi af vore egne Oldskrifter lære angaaende hans Charakteer. Svaghed og Ubestemthed forbundne med Herskesyge og Overmod give hans hele Fremtræden Præget af Vaklen og Holdningsløshed. Begunstigende Christendommen og den tydske Indflydelse i Førstningen, da det formodentlig gjaldt at sikre sig mod hans Broder Knuts eller det nordisk-aristokratiske Parti, pønser han senere paa at afkaste det tydske Aag, idet han tillige for temmelig let Kjøb erhverver Titelen af Norges Overkonge; han maa atter underkaste sig og lade sig døbe, idet han paany bar lagt sig ud med hiint Parti ved sin Svig mod Knut Dana-Aasts Søn Guldharald. Vi ville endnu engang se ham forsøge paa at unddrage sig den tydske Lenshøjhed, men atter ydmyget, og nødt til, for Eftertiden ganske at kaste sig i Tydskernes Arme, idet Hedningernes Parti slutter sig om hans Søn Sven.

Denne Sven, med Tilnavn Tjugeskegg, griber alt før meget ind i hele Nordens Historie til at vi ikke her skulde behøve at skjenke hans Fødsel og tidligste Fremtræden nøjere Opmerksomhed. Sven var ifølge vore egne Oldskrifter en uegte Søn af Harald med en Kvinde af ringe Herkomst, og dette skal have været Aarsagen, hvorfor Faderen allerede fra hans Barndom af gjorde lidet af ham, saa at der siden udbrød fuldkomment Fiendskab mellem dem. Saxo gjør Sven derimod til en Søn af Haralds Hustru Gyrid, som igjen skal have været en Broderdatter af den svenske Konge Erik Sejrsæl. Da det imidlertid er uden al Tvivl, at Sven fra de tidligste Ungdomsaar var forhadt af sin Fader og laa i Fejde med ham, hvilket neppe vilde have været Tilfældet, hvis Faderen ej havde skammet sig over hans Fødsel, og da det tillige, efter hvad der nedenfor vil sees, omtrent er en Umulighed at Gyrid, om hun end var gift med Harald, kunde være Svens Moder, bør vistnok de Kilder, der gjøre Sven til en Sleg-

  1. Miesko skal ifølge Thietmars Vidnesbyrd (IV. 35) være bleven overtalt af sin Hustru Dobrava, Datter af den bøhmiske Konge Boleslav, til at lade sig døbe strax efter deres Giftermaal, og han kaldes af Widukind (III. 69) Boleslavs „Svigersøn“, endnu før Wigmanns Død 967. I Chronica Polonorum (Pertz Mon. Germ. I. 5) siges det udtrykkeligt, at Miesko blev gift med Dobrava 965, og døbt 966.