Ukrænkelighed allerede var bleven gjeldende, lægger noksom for Dagen, hvor lidet man endnu var betænkt paa at bringe Konsekvens i Lovgivningen. Kongen var fuldkommen i Besiddelse af, og repræsenterede den udøvende Myndighed, eller, som man i hine Dage udtrykte sig, hans Pligt var at forsvare Landet, overholde Orden, og refse til Landrenselse og Fred. Saaledes laa Retten til at begynde Krig og slutte Fred i hans Haand[1]; det var hans Pligt, som han ved sine underordnede Befuldmægtigede opfyldte, at skaffe Enhver Ret, d. e. at paase at Lovens Bud og afsagte Domme bleve opfyldte, og at Forbrydere fik deres fortjente Straf[2]. Derfor var det ogsaa, at han oppebar Sagefaldet, og naar hans Embedsmænd undlode at gjøre deres Pligt i faa Henseende forfaldt de selv i Bøder til Folket[3]. Selv havde han ingen dømmende Magt; denne var i Folkets egne Hænder, og han var selv Folkets Dom underkastet. Naar Kongerne desuagtet ofte i Sagaerne optræde som dømmende, er det kun fordi Sagen var voldgiven deres Afgjørelse. Da Kongen ene og alene var den exsekutive Magts Repræsentant, havde han heller ikke i sig selv nogen lovgivende Myndighed, hvilken ligeledes hvilede hos Folket; det ligger dog i Sagens Natur, at Folket kun udøvede denne Myndighed ved enten til Thinge, eller paa andre særskilte Møder, at samtykke i eller forkaste ethvert Forslag til Lovsforandring; men da neppe nogen anden end Kongen selv eller den, han dertil bemyndigede, havde Initiativet, og Thingmændene desuden, som det nedenfor skal vises, opnævntes af Lendermændene,Aarmændene eller Sysselmændene, blev Kongens Indflydelse paa Lovgivningen lige fuldt stor, og vist er det, at han i alle Fald fik Æren for alle Forbedringer[4]. At Kongen ligeledes behøvede Folkets Samtykke til at forhøje de bestaaende Skatter og Bøder, eller indføre nye, forstaar sig af sig selv[5]; derimod fulgte det paa den anden Side af den Forestilling, man havde om Krongodset eller Statskassen som Kongens virkelige Ejendom, at alle nye Bestemmelser, hvor ved Lettelser i bestaaende Byrder indførtes, eller hvorved Kongen overhoved gav slip paa Rettigheder, han hidtil havde haft, f. Ex. Arv efter den,
- ↑ Dette indeholdes i Retten til boð ok bann.
- ↑ Se herom nedenfor, hvor Aarmændenes Embedspligter og Retssagernes Behandling nærmere omtales.
- ↑ Gulathingsloven Cap. 253.
- ↑ Retterbøderne eller Lovsforandringerne benævntes nemlig stedse efter Kongerne.
- ↑ Ved slige Lejligheder heder det derfor stedse, at Folket, eller, som Lovene oftest udtrykke sig „vi“ have „jaattet“ (d. e. tilsagt, lovet) Kongen denne eller hiin Afgift. En anden Sag var det med Sven Alfivessøns Paalæg, thi han optraadte som den enevældige Erobrer.
