arbejdede sig op til, have vi i det foregaaende seet. Det laa i Sagens Natur, at de, som ej alene havde Ret, men endog var forpligtede til at holde bevæbnede, vel øvede Huustropper, derved erhvervede et Vælde, som naar de indbyrdes holdt sammen — og det maatte Fællesskab i Interesser snart lære dem — lettelig kunde overfløje Kongemagten; ej at tale om den Anseelse, deres fornemme Byrd og Familieforbindelser skaffede dem. Det kunde vistnok ved første Øjekast synes, som om Kongen havde et dobbelt Baand paa dem til at holde dem i tilbørlig Afhængighed, deels derved at Forleningerne ikke nødvendigviis vare arvelige, deels ogsaa derved, at de i Regelen ikke gjaldt længer end til Forlenerens Død, saa at Indehaveren paany maatte tage dem til Len af den følgende Konge, der altsaa strengt taget havde det i sin Magt at negte Fornyelsen[1]. Men det er let at forstaa, hvorledes Opinionen, og den Glands, der straalede om Lendermands-Ætterne, næsten gjorde det uundgaaeligt, at Sønnen efterfulgte Faderen i hans Værdighed, hvilket ogsaa i Loven forudsættes som det sædvanlige; hvortil kom, at Sønnen i alle Fald havde Faderens Huuskarle til sin Raadighed. Og med Hensyn til Lenenes Fornyelse ved Kongeskifte have vi i Sveinke Steinarssøns Optræden allerede seet et Exempel paa, hvor vanskeligt det var, endog for mægtigere og kraftigere Konger, at faa Bugt med en gjenstridig, af Bønderne yndet og af talrige Huustropper understøttet, Lendermand. Og ved de paa Rigsmødet i Bergen vedtagne Bestemmelser, der saa godt som ganske lagde Tronens Besættelse i de verdslige og gejstlige Magnaters Haand, maatte det sidste Tag, Kongen havde paa Lendermændene, aldeles glippe, og Riget virkelig staa paa Nippet til at blive en oligarchisk Republik, med en Skyggekonge i Spidsen, ligesom Polen i senere Tider, og følgelig lige saa hjemsøgt af Anarchiet og dettes opløsende Følger, som det nys nævnte Rige. Det var derfor paa høj Tid, at der optraadte en Kronprætendent, der, uden at skylde Aristokratiet sin Ophøjelse, værnede om Kongedømmet, styrkede og uddannede det monarchiske Element, og derved gav Landet et nyt Sammenhold.
De samme Embedspligter, som Aarmanden havde paa Landet, udøvede den saakaldte Gjaldkere i Byerne. Men da Gjaldkeren ikke havde nogen Kongsgaard at forestaa, eller udøvede Sysler, der ansaaes nærmest at tilhøre Trælle eller Frigivne, var hans Stilling langt mere anseet, end
- ↑ Se ovenfor S. 652, jvfr. 790.
at der kun var een Jarl i Riget. Da Haakon Herdebred udnævnte Sigurd af ment til Jarl, kom denne derved netop til at indtage Jarlernes oprindelige Stilling. Jfr. de ældre svenske Love.
