eller beholdt det større Personale. Det sidste er det rimeligste, og da der nu tillige som oftest var to eller tre Konger, hver med sin Hird, blev derved Hofsindernes Antal endnu større. Her er der dog kun Tale om de virkelige, eller, som de kaldtes, bordfaste, Hirdmænd eller Huuskarle. Foruden dem gaves der, som nys nævnt, en Mængde, der kunde kaldes titulære Hirdmænd, nemlig som fik Titlen blot for Ærens Skyld, og vistnok derved bleve Kongens Mænd, gik ham til Haande, og vare pligtige, efter som det faldt sig, at understøtte ham eller hans Ombudsmænd, men som ej vare bundne til at opholde sig ved Hoffet, eller gjøre regelmæssig Tjeneste. Saadanne Mænd, beder det, blive Kongens Mænd formedelst alskens Idrætter, nogle ere Bønder, nogle Kjøbmænd, nogle andre Slags Lægmænd[1]. Til denne Klasse hørte følgelig ogsaa de mange Islændinger, der fik Hirdmænds-Værdighed. Men da de derved, som det udtrykkeligt siges, tillige forpligtede sig til at staa Kongens Embedsmænd bi, naar som helst disse i deres Herres Ærende kom til det Sted, hvor de opholdt m, bidrog denne Indretning ikke lidet til at forøge Kongens Magt. Der fandtes ogsaa flere ikke bordfaste Hirdmænd, der, uden at have Lendermandstitel, dog ligesom Lendermændene havde Vejtsler, kun mindre, det vil sige fra til 3, 4 Merker. De fleste af disse vare enten Lendermænds Sønner, eller Bønder, der i Rigdom og Anseelse næsten kunde staa ved Siden af Lendermændene[2]. De vare, heder det, ligesom Befalingsmænd i Herederne, det vil vel lille, at de vare at betragte som Lendermændenes Hjelpere og stode under deres Befaling. I Krigstilfælde brugtes de fornemmelig som Skibsstyremænd. De anvendtes ogsaa i Gesandtskaber og i de før omtalte Sendelser til fremmede Lande for at drive Handel med Kongens Gods.
Drabet paa en haandgangen Mand afsonedes med en overordentlig Bod af 1 Mark Guld eller 8 Mkr. Sølv. til Kongen foruden det sædvanlige Thegngilde af 40 Mkr. Det var ikke de bordfaste alene, der bødedes saaledes, men alle, ogsaa de titulære[3]. Ved Hjelp af denne store Masse haandgangne Mænd rundt om i Landet maatte det staa i en kraftfuld og talentfuld Konges Magt, at erhverve langt større Indflydelse, end Kongens statsretlige Stilling egentlig medførte. Men da Lendermænds-Aristokratiet først havde faaet Overhaand, kom den Magt, der ved Forlenin-
- ↑ Kongespejlet S. 60. Kongespejlets Skildring tilhører vel nærmest Tiden omkring 1195, men at Forholdene i hele Aarhundredet, hvad disse Sager angik, var det samme, sees af mange Hentydninger i Sagaerne.
- ↑ Kongespejlet S. 60.
- ↑ Kongespejlet S. 60. Om Thegngildet, eller Boden fordi man berøvede Kongen en Thegn d. e. Undersaat, se o. I. 1. S. 134, Anm. 2; jvfr. nedf. S. 1008.
