nu Kongerne indbyrdes kom i Strid med hinanden, var Landet ogsaa i Virkeligheden deelt mellem de stridende Parter. Slig Fællesregjering frembød dog altfor rig Anledning for Aristokratiet til at udvide sin Magt paa Kongens Bekostning, til at nogen Magnat skulde modsætte sig den. Vi have Sagaernes udtrykkelige Vidnesbyrd om, at endog Bønderne netop følte sig særdeles tilfreds i Fællesregjeringernes senere Periode[1]. Først da man havde faaet Borgerkrig i egentlig Forstand, og andre Begreber om Kongemagtens Betydning havde begyndt at fæste Rødder, fik man Øjnene ret aabne for Fællesregjeringens Fordærvelighed[2].
Uagtet Lovene opstillede en bestemt Arvegang med Hensyn til al Privat-Ejendom, og navnlig gjorde stor Forskjel mellem egte og uegte Fødsel, sees det dog at man lige fra de ældste Tider har gjort Undtagelse herfra med Hensyn til Konge-Arven eller Thron-Sukcessionen, eller at denne ingensinde er kommen under den private Arvegangs Kategori. Navnlig synes for Kongedømmet alt Spørgsmaal om den Egteføddes Fortrin for den Uegte at være bortfaldt, vistnok, som man kan skjønne, af den Grund, at man ved at nære Betænkeligheder mod at ophøje en Konges uegte Søn paa Tronen kunde komme i det Tilfælde, ingen Tronfølger at faa. De fleste Tronfølgere siden St. Olafs Tid vare Frillesønner. Magnus den gode fødtes af Alfhild, medens hans Fader Olaf levede i Egteskab med Astrid. Olaf Kyrres Moder Thora var vel gift med Harald Haardraade, men Dronning Ellisiv, med hvem han var lovlig gift, levede endnu. Magnus Barfod var Frillesøn; ingen af hans Sønner vare egtefødde; af Harald Gilles Sønner var kun Inge egtefød, og dog stilledes de andre Brødre fuldkommen ved Siden af ham, om ej i virkelig Anseelse, saa dog i statsretlig Betydning. Den Regel har, som man
- ↑ Se ovenfor S. 918. Det er der viist, at Aarsagen til, at Norge forholdsviis led faa lidet ved Tronkrigene i Fællesregjeringernes Tid, kom deraf, at Krigen selv egentlig ikke berørte Folket i Almindelighed, kun de krigførende Fyrster og deres nærmeste Tilhængere. Det samme var Tilfældet i England under de tilsyneladende endnu blodigere Krige mellem den røde og hvide Rose i det 16de Aarhundrede. Dette bevidnes udtrykkeligt af den samtidige Comines: Entre toutes les seigneuries du monde, dont j’ai connaissance, où la chose publique est mieux traitée et où règne moins de violence sur le peuple, etoù il n’y a nuls édifices abattus ni démolis pour guerre, c’est Angleterre, et tombe le sort et le malheur sur ceux qui font la guerre.
- ↑ Dette sees noksom af Ræsonnementet i Kongespejlet (S. 75) der netop maa antages forfattet i den næste Generation efter Sigurd, Inges og Eysteins Tid, men af en ældre Mand, der ogsaa havde levet i denne.
