vigtigt, eftersom det dog under alle Omstændigheder blev Rigsforsamlingen, hvem den endelige Afgjørelse forbeholdtes. Men da hine Bestemmelser ikke egentlig vare af længere Varighed end Magnus Erlingssøns Regjeringstid, og det nye System, som derefter indførtes, lagde ganske anderledes Vegt paa den nærmest mulige Nedstammen fra den sidst afdøde Konge, samt paa at Regjeringen ikke oftere overdroges til flere Konger paa een Gang, faldt det af.sig selv, at alt, hvad der kunde lette uberettigede Tronprætendenters Fremtræden, afskaffedes.
Alle de Anliggender, som paa den her i det foregaaende skildrede Maade bestyredes eller lededes af Kongerne, vare, som man lettelig kan forstaa, alene de verdslige. Kirken og dens Anliggender dannede en egen Afdeling for sig, der i Norge, som andensteds i den romersk-katholske Verden under Middelalderen, var den verdslige Magt uvedkommende, undtagen naar denne i yderste Nødstilfælde maatte laane den gejstlige sin Arm. Men Bestyrelsesmaaden selv var ganske i Analogi med den verdslige. Biskopperne, og efter Domkapitlernes Indførelse Biskopperne i Forening med disse, traadte her i Kongens Sted. Biskoppen havde Sagefaldet af kirkelige Forbrydelser. De biskoppelige Godser bestyredes ogsaa af Aarmænd, der tillige udførte de kirkelige Søgsmaal, hændede Dom over dem, der havde forbrudt sig mod Kirken, oppebare Sagefaldet[1] og opkrævede Biskoppens øvrige Indtægter. Hvor vidt Biskopperne allerede paa den Tid, vi her have for os, holdt Huuskarle eller eget Hof paa verdslige Høvdingers Viis, siges ej udtrykkeligt, med det synes næsten allerede at ligge i Begrebet om „tigne“ (fyrstelige) Mænd, til hvilke Biskopperne hørte; det stemmer med, hvad der ellers i Europa var det sædvanlige, og vist er det, at man i alle Fald senere finder biskoppelige Huuskarle og Skutelsvende omtalte. Biskoppernes Indtægter vare visselig store nok til at holde et betydeligt Følge. Gulathingsloven bestemmer den aarlige Afgift (Reide), han skulde have af Biskopsdømmets Beboere, til en Ertog for 40 Personer[2]. Antaget, at
- ↑ Dette sees næsten paa hver Side af de ældre Christenretter. Ved Eiendomsforbrydelser deeltes dog, som ovenfor viist, det forbrudte Gods. I Stedet for „Aarmand“ bruges ofte Benævnelsen „erendreki“ (Fuldmægtig), hvilket maaskee var en hæderligere Titel, som Mænd af god Familie ej undsaa sig for at bære, medens de for ingen Priis vilde kaldes „Aarmænd“.
- ↑ Gulathingsloven Cap. 9, jvfr. Frostathingsloven II 44, Eidsivalov, Christenret Cap. 31, 33, 40. Vikens Christenret Cap. 10.
