var indstevnt til Fjerdingsthinget, skulde alle Thingmændene prøve Sagen, og hvis de vare enige, tildømme Sagsøgeren hans Fordring; denne Dom var da inappellabel, og Thingmændene eller saa mange af dem, som behøvedes, vare selv pligtige, i Forening med Kongens Aarmand, at fare til den Sagsøgtes Huus og skaffe Sagsøgeren hans tilgodehavende, tilligemed Godtgjørelse for den Forurettelse, han havde lidt af den anden Part, fordi denne ikke strax efter Opfordring havde opfyldt sin Pligt, saa vel som en Baug (Bod) til Kongen af samme Aarsag. Men kunde Thingmændene ikke enes, gik Sagen til Fylkesthinget, hvis Dom ligeledes var inappellabel, (sandsynligviis ogsaa med Forpligtelse for Thingmændene til at deeltage i Exekutionen), uden for saavidt en Fjerdedeel i det mindste af Thingmændene stemte for at henvise Sagen til Gulathinget[1]. Her dømte da Lagretten paa samme Maade, som Thingmændene ved ringere Thing, og Nevndarmændene vare ligeledes pligtige til paa Opfordring at hjelpe til Dommens Exekution[2]. Den af Lagretten afsagte Dom stadfæstedes sandsynligviis af de øvrige Nevndarmænd ved Vaabentag[3]. Omtrent paa samme Maade maa det have gaaet til i de øvrige Thingforeninger, med de Afvigelser som den ovenfor nævnte Thing-Indretning medførte. Paa Eidsivathing var det rimeligviis Nevndarmænd fra de sex Hovedfylker, (de tre oplandske og de tre vikske), der afsagde den egentlige Dom[4]. Gjennem hele denne Behandling af Retssager til Thinge gaar det for vor ældre Proceslovgivning til Grund liggende Princip, at hvad der under ethvert Forhold var Lov og Ret, antoges almindelig bekjendt, saa at det alene var Faktum, hvorom Proceduren drejede sig, og Anvendelsen af Lovens Bud paa det engang oplyste og beviste Faktum ikke egentlig var Dommernes Sag, men saa at sige en umiddelbar Følge af Kjendelsen angaaende Faktum. Lagretten paa Thingene svarede saaledes omtrent til de Edsvorne i England, kun med den Forskjel, at der endnu ikke behøvedes nogen lovkyndig Embedsmand til at anvende Lovens Bud paa den foreliggende Kjendsgjerning. Alene ved Lagthinget havde Lagretten, som ovenfor nævnt, Ret til, i Tilfælde hvor Loven tiede, at gaa videre end
- ↑ Dette har megen Analogi med den Skik, der paa Island kaldtes Vesang, s. n. S. 1012.
- ↑ Gulathingsloven Cap 35, jvfr. ovenf. S. 958.
- ↑ Herom s. o. I. 1. S. 148, 149, i de ældre Love findes vel intet om Vaabentag, men de yngre nævne udtrykkeligt derom (nyere Landslov 1—5) og Skikken har for alderdomsagtigt Præg til først ved denne Lovrevision at kunne være indført.
- ↑ Frostathinglovens Part X giver flere Bestemmelser for lignende Søgsmaal, men i det Hele taget ej saa klart som Gulathingsloven Cap. 35. Imidlertid er Hovedindholdet det samme, se især Cap. 19—24.
