ligste Sager nøjedes man med Partens Ed alene, den saakaldte Eensed. Efter som den steg i Betydning, eller den Gjenstand, hvorom der tvistedes, i Pengeværdi, eller Forbrydelsen var stor til, fordredes to Mededsmænd, hvorved den sagsøgte svor selv tredie, eller Lyritar-Ed; fem Mededsmænd, hvorved han svor selv sjette eller Settared, og elleve Mededsmænd, hvorved han svor selv tolvte eller Tylftared. Saaledes f. Ex. fordredes Settar-Ed og Tylftar-Ed ved de fleste store Forbrydelser, hiin ved større Tyveri, Ildspaasættelse, Ukvemsord o. s. v. og overhoved ved Misgjerninger, hvorfor en Bod af 3 Mk. Sølv eller mere var fastsat; denne for Lands— og Højforræderi, Snigmord, Trygdbrud og Ubodemaal[1]. Undertiden, men sjelden, og kun i Pengesager, omtales to Mands Ed; endnu sjeldnere syv Mands Ed eller Grimu-Ed. Een, saa lod Regelen, skal negte for een Øre (een Øres Værd), to for tvende Ører, tre for trende, og fremdeles. Lyritar-Ed, om end Beløbet er større[2]. Denne synes at have været, den højeste Ed, der fordredes i Pengesager; og den aflagdes i saadanne ikke til Thinge, men for en deels af Sagsøgeren, deels af den sagsøgte efter visse Regler sammensat saakaldet Dom, bestaaende af 12 Mænd, der afgjorde, hvor vidt der var Anledning til at fordre Partsed, og hvor stor denne skulde være[3]. Naar den derpaa i
- ↑ Gulathingslov Cap. 132—135. Frostathingslov XIV. 1—16.
- ↑ Saaledes Frostathingslov V. 42. Bjarkøret 154, Gulathingslov Cap. 37 siger derimod: „Lyritared“ indtil Beløbet „hyndisk“ d. e. overstiger 60 Ører (thi vore Forfædre have maaskee i sin Tid, som Anglerne, sat hund foran alle Tiere, højere end 60, eller som Goterne, ladet dem ende paa hund); „da fordobles Lyritareden“ ɔ: bruges Settared.
- ↑ Gulathingslov 37, Frostathingslov 11—18. Dommen bestod af 6 Mænd paa hver Side, medens dog, som det synes, 12 paa hver Side oprindelig opnævntes, af hvilke hver Part havde Ret til at forkaste det halve Antal, hvilket kaldtes at rydde Dommen. I Frostathingsloven kunde man to Gange prøve saadanne Domme, og endelig fremmøde med begge Dommes Personale, altsaa 12 paa hver Side, til den saakaldte Trediedom. Hvis en af Dommerne var urigtigt udnævnt, eller forlod sin Plads for alt var tilende, havde hans Part tabt sin Sag. Ved denne Trediedom skulde Sagsøgerens Domsmænd tilbyde den anden Parts Veddemaal, 2 Mkr. for hver Mand, hvilket strax skulde indbetales og deponeres, indtil Sagen kom paa Thinget. Modtog den anden Parts Domsmænd ej Veddemaalet, forstod det sig af sig selv, at Parten tabte; men gik Sagen til Things, fik den vindende Parts Dommere de deponerede Penge. Denne Fremgangsmaade kaldtes veðjan, og Dommen veðjanardómr, Frostathingsloven X. 13, 14. I Gulathingsloven omtales veðjanardómr kun i Odelsløsningssager (Cap. 211) men da disse ellers i eet og alt behandledes som Gjeldssager, maa man antage at dette Slags Dom, ligeledes anvendtes ved Gjeldssager i Almindelighed. Dog var Vedde-Dommen i Gulathingslagen, ikke en tredie Dom, men kun en „anden Dom“, med ikke flere end ser Mand paa hver Side. Gik
