Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/1025

Denne siden er korrekturlest
1007
Gudsdomme.

Vidners Overvær var aflagt i Kirken[1], gik Fordringen, der hidtil betragtedes som usikker, og ej kunde indtale-s med formeligt Krav, men alene med foreløbig Anmodning (kvaða), over til at blive vis, eller vidnesfast (vitafé), der paa sædvanlig Maade indkaltes til Thinge[2]. Et ufravigeligt Princip var, at saavel Mededsmændene som Domsmændene skulde være den sagsøgtes Ligemænd. Hvis nogen nævnte en Lendermand eller mægtigere Mand end sin Modpart i Dom, var hans Søgsmaal derved forspildt. Derfor maatte som vi have seet heller ikke Lendermænd opnævnes eller sidde i Lagretten uden Bøndernes Tilladelse.

Gudsdomme eller Guds-Skirsler[3] brugtes som Beviis aldrig i andre Sager end gejstlige, hvortil man ogsaa, som sædvanligt efter den kanoniske Ret, regnede Egteskabssager, Lejermaalssager og Slægtskavssager. Dertil kom, hvad der vistnok kunde betragtes som en human Indretning, men hvad der dog maatte give Gejstligheden en utilbørlig og højst vilkaarlig Indflydelse, at naar Nogen, som det hed, havde med Overmagt (d. e. en overmægtig Angiver eller Beskylder) at gjøre, og formedelst denne hindredes fra at bevise sin Uskyld paa sædvanlig Maade efter Loven, skulde Erkebiskoppen, og udenfor Throndhjems Biskopsdømme, rimeligviis vedkommende Biskop, enten søge at skaffe ham den Ret, hvorfra han fortrængtes, eller og stede ham til Gudsskirsl[4]. Den sædvanlige Ordal for Mænd var Jernbyrden, der, som ovenfor nævnt, bestod i enten at bære gloende Jern i den blotte Haand, eller gaa et vist Antal Skridt paa gloende Jern med blotte Fødder[5]. For Kvinden bestod Prøven efter Regelen i Kjedeltag, d. e. i at tage en Ring, Steen e. a. d. op fra Bunden af en armsdyb, med kogende Vand fyldt Kjedel[6]. Prøverne aflagdes paa Landet i Fylkeskirken, i Byerne i visse dertil bestemte Kirker, under Presternes Tilsyn og i Vidners Overvær[7]. Man forberedede

    Sagen lige til Lagretten, d. e. Gulathinget, tabte de Dommere, hvis Mening underkjendtes, ej alene Veddegodset, men maatte ogsaa bøde hver 3 Ører til Kongen for „Misdømme“. Den samme Bod var vistnok ogsaa de tabende Dommere i Frostathingsloven underkastede.

  1. Gulathingsloven Cap. 136, Frostathingslov IV. 8, Bjarkøret 151, 24.
  2. Gulathingsloven 36, Frostathingslov X. 19—24.
  3. Om disse se ovenfor S. 996. og i den hedenske Tid ovenfor I. 1. S. 179.
  4. Frostathingslov II. 45.
  5. Jvfr. ovenfor S. 700.
  6. Frostathingslov III. 15. V. 29. Eidsiva-Christenret 42, Graagaas, Festarthaatt 33, 45, 55.
  7. Frostathingslov I. 45. I Nidaros skulde Gudsdommen sandsynligviis prøves i Peterskirken, den samme, hvor Ederne skulde aflægges. Bjarkøret 24.