visse dertil af ham opnævnte Bønders Hjelp fore ham umiddelbart fra Thinget til Retterstedet[1] og lade ham dræbe, eller, hvis Tyveriet var ringere, undergaa Torvs- og Tjære-Straffen, der bestod i at hans Hoved ragedes og indsmurtes i Tjære, hvorpaa han maatte løbe mellem to Rækker af Mænd, der kastede Torv, Steen o. a. d. paa ham. Negtede Aarmanden at modtage den bundne Tyv, eller at hænde Dom over ham, var dette nærmeste Lendermands Pligt.
Naar en Tyv ej grebes paa fersk Gjerning, eller naar overhoved nogen beskyldtes for en Forbrydelse, tilkom det ham at værge sig med saadan Parts-Ed som oven nævnt. Dette kaldtes „at gaa Dul“ (Dølg), en Benævnelse, som længe vedligeholdtes. Mislykkedes Benegtelsen, eller Gudsdommen, hvor denne traadte i Stedet, var han fældet til den i Loven bestemte Straf, og for saa vidt denne var Fredløshed, havde han, som ved mislykket Jernbyrd, Femtergrid fra Kirkedøren. Men for at hindre ærekrænkende Beskyldninger, var det i det mindste i Frostathingsloven og Eidsivathingsloven fastsat at ingen maatte fremsætte nogen saadan, uden at han vidnesfast kunde bevise, at der hjemme i Heredet virkelig gik et udbredt Rygte om at den, der beskyldtes, havde begaaet Forbrydelsen. I Eidsævislagen var det nok at bevise dette Rygtes Tilværelse med Vidnesbyrd af 3 Bønder. I Frostathingslagen fordredes den saakaldte Heimiskvid eller Heimiliskvid, eller 10 Mænd, af hvilke to aflagde Ed paa Rygtets Tilværelse, og de 8 sandede disses Ed. Dette hindrede imidlertid ikke den saaledes Beskyldte fra at bevise sin Uskyld ved de sædvanlige Retsmidler. Men uden Heimiskvid blev Angiveren selv fældet som Bagvasker, og den beskyldte behøvede ej at ændse Angivelsen[2].
Om Drabssager, Viglysing og Ørvarthing er ovenfor talt[3].
I Kjøbstederne gjaldt den samme Lov, som i de Landdistrikter, hvortil de hørte, kun med de Forandringer, Kjøbstadsvæsenet gjorde nødvendige. Først og fremst havde Kjøbstæderne deres egen Jurisdiktion. De sendte ingen Thingmænd til Lagthinget, men havde derimod hvert Aar deres eget Lagthing, hvis Myndighed og Virksomhed var aldeles den samme
- ↑ Dertil valgte man helst en Holm eller Fjære, hvorfor det ogsaa i Frostathingsloven heder, at Tyven skal bringes fra Thinget til Fjæren. Den sædvanlige Henrettelsesmaade var ved Galgen.
- ↑ Frostathingslov III. S. 5. 15. V. 22, Bjarkøret 34 og mange andre Steder; Vikens Christenret Cap. 17, Eidsiva Christenret Cap. 41. For at et Rygte skulde ansees som gængse i Heredet, fordredes i Viken, at i det mindste M„ af Heredsmændene erklærede at have hørt det.
- ↑ S. o. I. 1. S. 149.
