Goderne eller Landets egentlige Høvdinger. Rettergangen var der, i det mindste efter Lovgivningen at dømme, mere indviklet og fuld af Formaliteter end i Norge, men i sin Hovedcharakteer stemmede den dog med den norske, som rimeligt er. Man gjorde der ikke Forskjel mellem Sagernes Charakteer, men anvendte ved dem alle etslags Prøvelse-Udvalg, der paa det nærmeste svarede til, hvad man i Norge kaldte Dom, og som nys er beskrevet. Dette Udvalg kaldtes kviðr eller búakviðr, og bestod af et vist Antal af Parternes Naboer (búar), der skulde møde frem for Retten og drøfte de fremførte Beviser, skjønt de ofte kun kjendte Sagen af Rygte. Kvidsmændene udnævntes ved Vidner, dette kaldtes kvöð, og deres Antal var 5, 9 eller 12 efter Sagens Vigtighed. Ligesom Dommene i Norge, maatte de ryddes; hvis Sagsøgeren ej tilbød dette, havde han tabt Sagen, saa vel som naar han opnævnte et urigtigt Antal. I de Tilfælde, hvor der opnævntes 9 Buar, havde den Sagsøgte Ret til at vælge 5 til sit Forsvar; (bjargkviðr d. e. Bjergelses-Kvid) han kunde endog vælge dem blandt de af Sagsøgeren opnævnte, og naar det lykkedes den Sagsøgte at opstille Bjargkvid, afsagdes Dommen til Fordeel for ham, om Sagsøgeren endog havde fuld Kvid paa sin Side. Tylftarkvid anvendtes kun i de vigtigste Sager, og bestod af den Sagsøgtes Hereds-Gilde selv med li af denne opnævnte Mænd. Paa Kinderne kom det ved den islandske Rettergang fornemmelig an ved at konstatere Hovedspørgsmaalet, egentlige Vidner brugtes for det meste kun til at bevise Formaliteterne[1].
Det stod Enhver frit at indstevne sin Sag til Vaarthing eller umiddelbart til Althing eller Fjerdingsdom, men hvis en af Parterne fordrede det sidste, skulde dette skee. Althingsstevning skulde i Regelen forkyndes med tre eller fire Ugers Varsel ved de Sagsøgtes Bopæl; Sagsøgeren maatte kun selv tredie gaa i Retten, og begyndte, som oven anført, at til-
- ↑ Arnesens islandske Rettergang, S. 217. Naar han S. 189 paastaar, at Bjargkviden stedse skulde vælges blandt Sagsøgerens Kvidmænd, grunder dette sig maaskee paa en Misforstaaelse af Njaalssagas Udsagn Cap. 67, at Gunnar efter Njaals Raad kasserede de 4 af sin Modparts Buar og tog de øvrige fem til Bjargkvid. Thi dette gjorde han uanseet at de vare valgte af Modparten. Arnesen modsiger sig desuden selv ved strax efter at sige, at Dommen altid faldt i Fader af Bjargkviden, om end den anden Part havde 9 eller flere paa sin Side. Thi hvis Bjargkviden i Regelen var tagen blandt Sagsøgerens Buar, havde den, som bestaaende af 5, altid Majoritet, og det vilde da ej være noget Under, om den vandt.
er rétt þeim manni er með sakar ferr, at bjóða til hliutfalla o. s. v.), thi dette Antal synes at vare altfor lidet mod 36 til at danne nogen kompetent Autoritet; med ser af ni var det derimod rimeligt. Men af hvad der foreskrives om Vefang, kunde man snarest gjette paa 12 eller 24, s. n.
