og efterfølges af Constantin Monomachus. Om alle disse fem Kejsere tillægger den udtrykkeligt, at de herskede „sammen med Kejserinde Zoe“. Vore Sagaer lade „Michael Katalaktus“ eller „Katalak“ allerede være Kejser ved Haralds Ankomst, og lade Harald dog opleve tre Kejserskifter. For begge Angivelser ligger der en Erindring af Sandheden til Grund, da nemlig Michael var den Kejser, under hvilken Harald tog Tjeneste som Væring, og da han, ankommen til Constantinopel allerede under Romanos 1032, oplevede saavel hans, som begge Michaelernes Død. Men Sagaskriveren, der med Romuald henførte Michael Katallaktes’s Tronbestigelse til 103l, kunde saaledes nævne ham som regjerende allerede ved Haralds Ankomst, og dog lade denne opleve tre Kejserskifter, nemlig ved de tre foregivne Michaelers Død. I et Par af vore Sagaer siges der udtrykkeligt, at Zoe havde hersket sammen med 7 Kejsere. Herved sigtes øjensynligt til hiint fem Gange gjentagne Tillæg af Romuald; thi naar man til disse fem Kejsere lagde de tvende, Basil og Constantin, Zoes Farbroder og Fader, under hvis fælles Regjering hun allerede havde naaet de modnere Aar, fik man netop i Alt syv. I en af vore Sagaer kaldes Constantin Monomachus „Munak“, i en anden „Monakus“[1]. Dette svarer til Formen „Monachus“, som findes i en anden, yngre Krønike, der, som man af meget andet kan see, paa dette Sted netop har benyttet Romuald eller hans Kilde[2]. Heraf sees altsaa, at enkelte Haandskrifter af Romuald eller hans Kilde man have haft Formen „Monachus“, der igjen hos vore Sagaskrivere er bleven til „Munak“. Imidlertid kunde ogsaa „Munak“ simpelt hen være en Forvanskning af „Monomachus“, som allerede var bleven almindelig hos Væringerne selv.
I den saaledes efter de romualdske Angivelser lempede eller rettere forvanskede Fremstilling af Haralds Bedrifter ere vore Oldskrifter nogenledes overeensstemmende med hinanden indbyrdes, hvad Ordenen af de egentlige Krigsbegivenheder angaar. Disse omtales næsten aldeles ikke hos Romuald, og man havde her saaledes kun de ældre norske og islandske Beretninger, saa vel som Kvadene, at bolde sig til. Men just fordi Kvadene stemmede med Sandheden og den rette Tidsregning, og derfor maatte afvige fra Romualds Krønike, bleve de utilbørligt tilsidesatte for denne, der betragtedes som ufejlbar, og for at lempes derefter, underkastedes de urigtige Fortolkninger. De vidtløftigere Kongesagaer lade, som vi allerede ovenfor have anført, Harald begive sig fra Rusland til Constantinopel over Saxland, Frankland og Langbardeland eller Italien, alene fordi Skalden Illuge omtaler,
