byde Lodkastning om Ordenen, i hvilken han skulde foredrage sin Sag, naar sex eller flere Dommere havde taget Sæde i Fjerdingsretten. Saavel Sagsøgeren som den Indstevnte, havde Net til, tinder aflagt Redeligheds-Ed, at fremsagte Indsigelser mod enkelte Dommere, der naar Indsigelserne befandtes gyldige, maatte vige deres Sæde, hvilket strax paany skulde besættes af vedkommende Gode. Denne var under sit Embeds Fortabelse pligtig at faa Dommen udfyldt inden Solens Nedgang. Sten Retten ikke udfyldt, dømte dog de øvrige som om den var fuldtallig[1]. Beviisførelsen stede, som oven nævnt, hovedsagelig ved Kviden, hvis Medlemmer enten udsagde hvad de vidste i Sagen, eller erklærede under Ed, at det ej tilkom dem at afgive noget Udsagn. Den Sagsøgte prøvede nu efter aflagt Ed at faa kasseret Sagsøgerens Min„ eller at skaffe sig Bjargkvid, o. s. v. Naar Sagen var indladt til Dom, skrede Dommerne til Votering. Til Dommen fordredes, som i Norge, Eenstemmighed[2]; vare Stemmerne deelte, maatte en ubetydelig Minoritet slutte sig til Minoriteten; ved en større Minoritet, eller naar der vare lige mange Stemmer paa hver Side[3], skred man til det saakaldte Vefang, hvorved de, der vare af samme Mening, toge Plads ved Siden af hinanden, og det ene Parti vidnesfast anmodede det andet om at træde over til dets Mening, og bekræftede den med Ed. Opnaaedes ikke dette, afsagde hvert Parti sin Dom, og disse Domme gik nu, hvis de vare afsagte paa Vaarthing, til Fjerdingsdommen, hvis de vare afsagte paa denne, til Femterdommen. Men Sagsøger og Sagsøgte lyste tillige Søgsmaal mod Dommerne for ulovlig Fremfærd, og paastode Fredløshedsstraf over dem. At besørge afsagte Domme bragte i Udøvelse synes at have været vedkommende Godes Sag. I det mindste skulde han paa den Vindendes Opfordring holde den saakaldte Feransdom eller Exekutionsret over Fredløsdomte, hvorved deels Dommen traadte i Kraft, deels den dømtes Gods, der alt-
- ↑ Graagaas þskþ. Cap. 6.
- ↑ Graagaas þskþ. Cap. 22. Eenstemmighed i Dom var et Retsprincip i Norge og paa Island. Det er derfor vistnok en Fejl, naar Arnesen S. 582, og efter ham Petersen S. 376, siger at Dommen afsagdes efter Stemmefleerhed.
- ↑ Ved den saakaldte Enge-Ret, bestaaende af 6 Dommere, fordredes til Vefang et Parti af 3, altsaa Halvdelen paa hver Side. Ved Fjerdingsdommen fordredes 6; Graagaas þskþ. Cap. 33. Efter dette skulde det altsaa næsten synes, som om Fjerdingsdommen havde bestaaet af 12 Medlemmer, s. o. Aabenbart synes det at være, at den ej kunde bestaa af 36, thi imod dette Antal var 6 en alt for liden Fraktion. Snarere kunde man tænke paa 24, efter den i Norge gjeldende Regel, at den Part, som havde ¼ af Thingmændene paa sin Side, skulde have Ret til at indskyde sin Sag fra Fylkesthing til Lagretten, s. o. S. 1004.
