Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/1034

Denne siden er korrekturlest
1016
Magnus Erlingssøn.

større Skibe, de saakaldte Østerfarerskibe[1], anvendtes, samt endelig med Skotland, England og Nordtydskland, og tildeels med Frankrige. Sydligere end Kanalen synes norske Handelsskibe i hine Tider sædvanligviis ej at have gaaet. Kjøbmandsskibenes Bemanding foregik, som der alle-rede er viist Exempel paa[2], i Regelen ganske anderledes end nu omstunder. Det var nemlig Passagererne selv, som udgjorde Mandskabet, og udførte alle de Sysler, der ellers paaligge Skibsfolkene, og dertil vare de forpligtede, uagtet de endda betalte Skipperen Leje for Fragten[3]. Endog de højbyrdigste Mænd maatte saaledes skifteviis hjelpe til ved Bjergning af Sejl, Skibets Øsning[4], hvortil man i hine Tider ej anvendte Pumper, og ved dets Opsætning, naar man kom hjem. Den Skipper eller Styremand, hos hvem ikke det til Skibets Haandtering nødvendige Antal Passagerer (hásetar) havde tinget sig Fart (far) var saaledes i den største Forlegenhed, og det lader til, at det aldrig faldt nogen ind, at leje eller hyre Matroser, sandsynligviis fordi dette vilde falde alt for bekosteligt, imod hvad man var vant til. Overhoved kan man sige, at Skibsejerne i hine Tider vare mere lettede eller begunstigede end nu. Ikke nok med, at Passagererne maatte forrette Matrostjeneste, vare ogsaa alle bosiddende Kjøbmænd i en By, saavel som alle fremmede, og alle Bønder fra Landet, naar de kun havde opholdt sig tre Dage i Byen, under Mulkt forpligtede til, personligt at indfinde sig og hjelpe til med at drage et paa Land opsat Skib i Sven eller omvendt, saa snart Gjaldkeren paa Styremandens Opfordring havde ladet blæse til Skibsdræt[5]. Vel synes det, som om man her maatte kunne sende sine Folk i sit Sted, men Forpligtelsen føltes dog som saare trykkende af alle Fremmede, der havde bosat sig i Norge, og ej hjemmefra vare vante dertil[6].

Foruden indenlandske Skibe besøgtes Norges Havne hyppigt af udenlandske, thi, som Ordrik siger (se ovf. S. 715), fra alle Verdens Kanter bragtes Rigdomme til Landet. Meest besøgte af Fremmede vare, som man maa formode, Tunsberg og Bergen. Til Tunsberg kom der, som vi have seet, allerede paa Harald Haarfagres Tid Skibe i mængdeviis fra Dan-

  1. Se ovenfor Side 894, jvfr. den yngre Bylov, VI. 17, og Sverres Saga Cap. 86.
  2. Se ovenfor S. 235.
  3. Bjarkøretten Cap. 169—177, jvfr. den yngre Bylov, Bolk IX eller Formannaloven.
  4. For Ex. Hallfred Vandrædaskald, se Olaf Tr. Saga Cap. 261.
  5. Bjarkøretten Cap. 131, jvfr. den yngre Bylov, VI. 17, Harald Haardraades Saga Cap. 26.
  6. De tydske Kjøbmænd, som bosatte sig i norske Stæder, søgte derfor ogsaa ivrigt at slippe denne Byrde.