vare Klosterhaver, umiskjendeligt hidrører fra Munkenes stille, fortjenstlige Virksomhed[1].
Skovene og Tømmeret maatte i de nys beskrevne Tider kun have ringe Værd, deels formedelst den forhaandenværende Mængde deraf, deels fordi de ej udgjorde nogen stadig Handels- eller Udførsels-Artikel. Derfor omtales ikke engang Handel med eller Udførsel af Tømmer i vore ældre Love, førend længere ned i Middelalderen, da Hanseaterne allerede tildeels vare komne i Besiddelse af Norges Handel. Det eneste Marked for norsk Tømmer var sandsynligviis Island og Færøerne, hvis Beboere fik deres Huustømmer fra Norge, men det ligger i Sagens Natur, at alene de mere Bemidlede kunde anskaffe sig dette Materiale, og i Forhold til Norges Skovrigdom maatte denne Afsætning være for lidet eller intet at regne. Et Beviis paa, hvilken Overflod man havde paa Skov, og hvor lidet man fandt det nødvendigt at spare den, er den Tilvirkning af Salt, som fra de ældste Tider indtil langt hen i Middelalderen fandt Sted rundt om paa Norges Kyster, endog i saa stor Maalestok, at Salt var en Udførselsartikel, fornemmelig til Sverige[2]. Det tilvirkedes endog paa Steder, hvor Vandet var højst ubetydeligt saltholdigt[3], og hertil maa derfor, Aar ud og Aar ind, utroligt store Masser af Brændeveed have medgaaet. Det eneste Tegn til nogen Omhu for, at Skovene ikke alt for meget mishandledes, er Forbudet mod at Lejlændingen tilvirkede mere Salt, end han behøvede at give sin Buskab, eller til at kjøbe Tagnæver; ligesom han heller ikke maatte flaa Næver til Salg, uden for saa vidt han trængte til at kjøbe simpelt Salt (Svartesalt), eller brænde mere Tjære, end han behøvede at bræde sine Baade med. Lejlændingen maatte heller ikke hugge større Fartøj af det Tommer, han fældte i Gaardens Skov, end en Tolværing, ligesom han ikke havde Lov til at overlade nogen Anden af Skoven mere end to, i Frostathingslagen fem Las Ved og et Las Skav. Men dette viser just, at man overhoved ikke regnede det saa nøje[4].
- ↑ Se Langes Klosterhistorie, l. c.
- ↑ Se f. Ex. ovenfor I. 2. S. 543, hvorledes Kong Olaf den hellige forbød Udførsel til Sverige af Salt og Sild, og hvorledes Gauterne vanskeligt kunde undvære disse Nødvendighedsartikler.
- ↑ Endog i Biskop Eysteins Jordebog, affattet faa sildigt som henved 1400, heder det saaledes (fol. 30) at Kljuva Kirke (paa Gaarden Kløve ved Vestre Porsgrund) havde blandt sine Indtægter en vis Afgift af Saltbrænderiet ved Rambek i Grjotvikskoven, altsaa i det inderste af Frierfjorden, hvor Vandet er meget brakt. Saltkjedler og Saltkjedelsboder (Skuur) omtales ogsaa paa mange andre Steder.
- ↑ Gulathingsloven Cap. 75, Frostathingsloven XIII. Cap. 4. XIV. Disse Bestemmelser ere ogsaa, med ubetydelige Forandringer, gjennem den nyere Landslod og derpaa gjennem Christian d. 4des Lov gaaede over i Christian d. 5tes
