Fædriften maatte saaledes i de ældre Tider spille en langt større Rolle end nu. Man seer derfor ogsaa, som allerede ovenfor nævnt, at Smør var en Udførselsartikel fra Norge. Kjør og Faar vare da, som nu, det Hornkvæg, der holdtes paa Gaardene, af Geder holdtes neppe mange. Af Lovene sees det, at denne Bedrift i de ældste Tider skede aldeles paa samme Maade, som i vore Dage. Om Sommeren benyttedes Setergræsgangene, hvorhen Kvæget blev drevet op, og hvor enhver Gaard havde sit bestemte Sel (Seterhuus)[1]. Disse Setergræsgange vare, som oftere nævnt, for det meste Almenninger, der tilhørte Kongen, men hvortil Brugsretten stod alle aaben. Faareavlen spillede i Norge neppe saa stor en Rolle, som Kvægavlen; men af desto større Betydning var den, som den endnu er, paa Island og Færøerne. Faareracen paa Færøerne var neppe indført fra Norge, men hidrørte fra de af de første norske Kolonister forefundne Faar, der siden de irske eller skotske Gejstliges Ophold der havde formeret sig til en utrolig Mængde, og efter hvilken endog Øerne fik deres Navn[2]. Af Sviin holdtes der vel neppe saa mange, som i senere Tider[3], derimod maa Hesteholdet have været forholdsviis meget større, deels fordi Hestefoderet var billigere, deels ogsaa fordi man til Rejser og Befordring trængte til langt flere Hefte end nu, eftersom Kjøretøj sjelden anvendtes, uden om Vintren, og saa godt som al Befordring skede enten til Hest, eller ved Søkusterne til Skibs. Den almindelige Priis paa en Hest i hine Tider var, hvis man skal regne efter en i den islandske Lovbog omkring 1200 indført Taxt, i Gjennemsnit den samme, som for en Ko, tog denne beregnedes igjen sædvanligviis til halvtredie øre Sølv. Lige med en Ko sattes ogsaa li fuldvoxne Faar, eller een So med 9 Grise[4]. Sammenlignes hiin Priis med de nu-
- ↑ Om Setre, se Gulathingsloven Cap. 84, 90.
- ↑ Nemlig Fær- (d. e. Faare-Øer, se ovenfor I. 1. S. 418, 445.) Kun sjelden bruges ellers i vore Oldskrifter Benævnelsen „Faar“ (far eller efter den norske Udtale fær), hvilket var langt almindeligere i Danmark og Sverige. Den sædvanlige Benævnelse hos os er „Saud“ og „Smale“, hvilket dog ofte bruges i Betydningen „Faarehjord“.
- ↑ I Gulathingsloven Cap. 223, hvor der opregnes, hvilke Huusdyr der kunde gives i Betaling som Penges Værd, nævnes Kjør, Sauder, (som her kaldes „Faar-Sauder“, „(færsauðir)“, men ikke Sviin; Geder forbydes udtrykkeligt at anvendes.
- ↑ Graagaas Kb. Cap. 85; jvfr. Gulathingsloven Cap. 223, hvor der udtryk-
norske Lov, 3—14—35 til 37, uden at man dog vel derfra kan slutte til at Forholdene paa den Tid ej havde forandret sig mere, eller at der endnu da skulde have været saa godt Raad paa Tømmer og Brændefang. — Hvorledes Kongerne ofte gave anseede Islændinger Tilladelse til at hugge det nødvendige Huustømmer i deres egne Skove (eller sandsynligviis i Almenningsskove) uden Betaling, fortælles paa flere Steder i Sagaerne.
