sin Værdighed at deeltage i de forekommende Sysler[1]. Hertil kom ogsaa at det store Tjenerhold, fornemmelig i Trælletiden, gjorde Familierne mindre afhængige af fremmed Hjelp. Saaledes bleve visselig alle de Klæder, Manden og Sønnerne brugte, syede af Kvinderne paa Gaarden, medens Mændene stellede med Gaardsdriften, tømrede Husene, tildannede Agerdyrkningsredskaber, og smedede, eller i det mindste istandsatte Vaaben. Det er for øvrigt let begribeligt, at enkelte, der havde tilegnet sig en eller flere Kunstfærdigheder i højere Grad end de fleste andre, ogsaa arbejdede for andre, eller stod dem i det mindste bi med Raad og Daad, enten kun som Venskabstjeneste, eller for Betaling[2]. Kunstfærdigheder, som saaledes gjorde deres Besiddere anseede og omspurgte, var især Dygtighed i at bygge Huse og Skibe, Færdighed i Træskjærerkunsten, og i Særdeleshed Øvelse i at smede gode og smukke Vaaben. Fruentimmerne, satte da som nu, især Priis paa at kunne brodere med Smag. Vi have ovenfor seet, hvorledes Kot, Ragnvald Jarls Fader, selv paatog sig at forestaa Arbejdet ved Opførelsen af St. Magnus-Kirken i Kirkevaag paa Orknøerne, hvis.ældste Deel saaledes hidrører fra ham, og vidner om hans Dygtighed. Kong Olaf den hellige havde selv tilskaaret Visund-Hovedet paa sit berømte Skib, som derefter fik Navn. Andre Exempler paa denne Skulptur-Færdighed hos Nordmændene, saa vel som paa deres Dygtighed i Smedekunsten, ere tidligere omtalte[3]. Imidlertid synes dog denne Dygtighed fornemmelig at have gjeldt Krigsvaabnene, og i samme Mon, som Vikingeaanden ophørte, fredelige Forhold indtraadte, og Handelsforbindelser med Udlandet bleve hyppigere, maa den Kunst, at smede gode Vaaben, mere og mere have tabt sig blandt Folket i Almindelighed, eller som Nationalkunst. Agerdyrknings- og Gaardsdrifts-Redskaberne vare vistnok heel simple og daarlige. Som det almindeligste Redskab til Jordens Oppløjning anvendtes den da, saa vel som nu egentlig nationale Ard[4];
- ↑ Vi have saaledes seet, hvorledes Kong Sigurd Syr selv tilsaa Markarbejdet paa sin Gaard; Gunnar paa Lidarende saaede selv sin Ager, Njaalssaga Cap. 53.
- ↑ Der er saaledes paa Island en heel Saga om en fornem Mand, Thord Hreda, af Hørda-Kaares Æt, der havde saa stor Indsigt i Skulpturen, at man fik ham til at pryde Bjelkerne i flere Gaarde. Sagaen er vel opdigtet, men Manden selv synes dog at have været til og virkelig at have udmerket sig paa den nys nævnte Maade. Se Müllers Sagabibliothek I. S. 373.
- ↑ Se især I. 1. S. 793, 798.
- ↑ I Oldformen arðr, af at erja, pløje, ogsaa paa angelsaxisk erian. Ordet „Ard“ udtales nu paa Østlandet, som alle andre Ord, der ende paa —rd med foregaaende Vokal, aldeles paa samme Maade, som de, der ende paa
