St. Olaf[1]. Det sees ved første Øjekast, at den Begivenhed, der ligger til Grund for Sagaernes legendemæssige Beretning, er det ovenfor omtalte Slag ved Thessalonike mod Bulgarerne, hvor ogsaa Grækerne troede at see en Helgen ride foran Hæren og udbrede Skræk og Fordærvelse i Hedningernes Rækker. Man maa slutte, at Legendesagnet allerede i eller rinder Slaget selv er opkommet, og at Grækerne have henført det til St. Demetrius, medens Væringerne henførte det til deres Nationalhelgen, St. Olaf. Derpaa tales om det egentlige Tog til Sicilien, hvor Gyrge og Harald atter, som det siges, vare ude tilsammen, og hvor den Aftale var gjort, at der af hvert Skib skulde gives Kejseren 120 Merker, men at Krigerne selv skulde beholde hvad der vandtes over dette Beløb. Der meddeles dog ingen fuldstændig Beskrivelse over Toget; Beretningen indskrænker sig til en temmelig vidtløftig Meddelelse af nogle Krigspuds, hvorved Harald indtog flere Borge eller befestede Steder, ligesom der et Par Gange tales om Gyrges Modløshed og Mangel paa Foretagelsesaand, Beretningen ender med at Harald, efter at have deeltaget i l8 Slag, bliver uenig med Gyrge om Byttet, for hvilket denne vil besvige ham, og at Gyrge nu drager hjem til Constantinopel, hvor han søger at bagvaske Harald, medens denne derimod drager umiddelbart fra Sicilien til Jorsalaland med hele sin Hær, for at hode sine Synder mod Gud. Her følger nu den ovenfor berørte Fortælling, at hvor han kom i Jorsalaland, overgave alle Borge og Stæder sig frivilligt til ham, at han gik til Jordan og badede sig paa Pilegrims Viis, at han skjenkede rige Gaver, og
- ↑ De Hindringer, Kejseren lagde i Vejen for Kirkens Indvielse m. m, skulle ifølge Harald Haardraades Saga, Cap. 7 have varet følgende. Først forbyder han reent ud Indvielsen. Harald lader da et Gilde berede i den Tanke, at man derved skulde kunne komme til at indvie Kirken, men Kejseren lægger Forbud paa at sælge ham Brænde til Gildet. Da lader Harald tage gamle Skibsskrog, Tougverk og Valnødder, og bruge til at koge og stege ved, saa at Gildet lige fuldt kommer istand. Ved Gildet beder han Biskoppen at indvie Kirken: denne undskylder sig med sin Frygt for Kejseren. Harald gaar da selv til Kejseren, forestiller ham hvor uretfærdigt det er at negte St. Olaf den Ære, og faar endelig hans Samtykke, ja faar endog Kejseren selv til at komme til Gildet. Nu bliver Kirken indviet og forsynet med en stor Klokke, af hvilken Kejseren dog lader Kolven udtage. Men St. Olaf aabenbarer sig for ham i Drømme og truer ham: han falder i en svar Sygdom, saa at Zoe maa spørge Harald om Raad: han raader nu til at give St. Olafs Klokke Kolven tilbage; det skeer, og Kejseren helbredes. Hiint Sagn om Haralds Opfindsomhed til at skaffe sig Brændematerial fortælles ogsaa om Sigurd Jorsalafare: det forekommer tillige i Æventyret om Fortunat, og viser sig saaledes som en af de staaende Sagn fra Middelalderen. Det andet er aldeles legendarisk, ligesom selve Sagnet om Anledningen til Kirkens Opførelse.
