kaldte Leikarar eller Gøglere[1], hvorfor man ej kan antage, at fornemme Folk have befattet sig med andre Instrumenter end Harpen, der som nys nævnt, næsten kunde kaldes et Nationalinstrument og især i de ældre Tider maa laane narret saa godt som uundværligt for Skaldekunsten. I Sang skulle Nordmænd og Daner langt oppe i Tiden have været større Mestere end senere, thi den gamle væliske Skribent Silvester Giraldus ytrer, ved at fortælle om den smukke fleerstemmige Sang, der var almindelig i Wales: „Hos Engelskmændene ere disse Sangens Modulationer ikke almindeligt brugelige, men kun i de nordlige Egne, hvis Indbyggere rimeligviis af Danerne og Nordmændene, der {hppigt besatte og i længere Tid beherskede disse Landskaber, have lige saa vel lært denne særegne Maade at synge paa, som de have antaget en med deres Sprog beslægtet Mundart“[2]. At Skalderne ledsagede deres Kvæden med Sang og Harpespil, siges ej udtrykkeligt, men maa snarere antages som forudsat, og synes af flere Ytringer at kunne sluttes[3]. Hvorledes Tjenestekvinden Thoras smukke Sang henrev den unge Kong Sigurd Mund, er ovenfor berettet. I Hedendommen bleve ogsaa, som man tydeligt kan see, de saakaldte Galdrer (Tryllekvad) og andre lignende Sange virkelig afsungne, om end paa en eensformig og for Øret lidet behagelig Maade[4]. Der blev rimelig-
- ↑ En Prøve paa hvorledes „leikarar“ behandledes, sees af Magnus Erlingssøns Saga Cap. 83, og de Vers af Islændingen Maane, som her anføres; men fornemmelig erfarer man deres mislige Stilling, og den Spot der blev dem til Deel af den saakaldte lékara réttr i Vestgøtalagen, der lyder saaledes: „Vorder en „Leikare“ banket, skal det altid være ugildt. Vorder en Leikare saaret, en saadan som gaar med Gige, eller farer med Fedle eller Bumbe, da skal man tage en utemmet Kvige og bringe op paa en Højde, rage alt Haaret af dens Hale og siden smøre denne ind; man give ham nys smurte Sko, derpaa skal Leikaren tage Kvigen om Halen, og man skal give den et Slag med en hvas Pidsk. Kan han da holde den fast, skal han have dette gode Stykke og nyde det, som Hunden nyder Græs. Men kan han ikke holde den fast, da beholde og taale den Skam og Skade, han fik, og have ikke større Fordring paa Ret end en hudstrøgen Huuskone (d. e. Trælkvinde)“. Denne Bestemmelse, der ved første Øjekast viser sig som overmaade gammel og alderdomsagtig, findes vel ikke i de os opbevarede norske Love, men at de her udtalte Anskuelser om Spillemændenes Stilling ogsaa herskede i Norge, kan ansees som afgjort.
- ↑ Giraldus i Camdens Anglica etc. S. 890.
- ↑ Navnlig af Slutningslinjerne af Gunnlaug Ormstungas Draapa til Sigtrygg Silkeskegg anført i hans Saga, Cap. 8.
- ↑ Ordet galdr kommer af at gala, og man finder ofte Udtryk som han gól galdra o. s. v. Andre Slags Tryllesange vare de saakaldte Vardlokker, se o. I. 8. 594. At det ikke kan have været synderlig bevendt med Melodierne i disse Sange, eller
