Dog maa man antage, at den fandt stort Indpas i de højere Kredse, og visselig for en stor Deel bidrog til at fortrænge den ældre Skaldekunst, der omtrent ved det 13de Aarhundredes Begyndelse kan ansees, med faa Undtagelser, alene at være indskrænket til Island, eller at have været udøvet af Islændinger. At den dog endnu ved Midten af det 12te Aarhundrede med Held dyrkedes og udøvedes af Nordmænd, derom vidner den store Anseelse, hvori Jarlen paa Orknøerne, Ragnvald Kale, stod for sine poetiske Arbejder, saa at han endog citeres som Autoritet i dette Stykke ved Siden af Kong Harald Sigurdssøn. Ogsaa af Sigurd Slembedjakn er et Vers opbevaret, der viser, at han var hjemme i Skaldekunsten[1]. Man erfarer ligeledes, at endnu hen mod Aarhundredets
- ↑ Inge Haraldssøns Saga Cap. 7, Snorre Cap. 6. Ogsaa Biskop Bjarne paa Orknøerne, Kolbein mugne Søn (omtrent 1200) var Skald, og har navnlig efterladt den bekjendte Jomsvikingedraapa.
og at mange saadanne, for lang Tid siden digtede, Kvad blive kvædede efter denne Saga“. At her sigtes til Kæmpeviserne om Niflungerne m. m. omtrent saaledes som de forefindes i Anders Søfrenssøns og Peder Syrs Samlinger, er aabenbart, og hiint „for lang Tid siden“, udtalt tidligt i det 13de Aarhundrede, kan ikke betegne nogen sildigere Tidspunkt end første Halvdeel af 12te Aarhundrede i det seneste. At denne Poesi i Norge fandt Bifald og fornemmelig blev national i Thelemarken, maa man slutte deraf, at dette Landskab endnu besidder mange af disse Viser, deels som det synes, Overførelser fra dansk eller svensk, deels ogsaa originale Arbejder i samme Smag, medens det øvrige Norge er forholdsviis fattig paa dem. Og at Thelerne allerede i det 12te Aarhundrede havde flere originale Viser af dette Slags, maatte ansees utvivlsomt, hvis man med enkelte, navnlig Petersen (Danmarks Historie) kunde forklare Saxos Ord i hans Fortale S. 7, hvor han nævner de med historiske Beretningers Samling og Overlevering ivrigt sysselsatte „Thylenseres“ historiske Skatte som nogle af sine væsentligste Kilder, saaledes at han dermed ej har meent Islændingerne, men derimod Thelemarkens Beboere. Vist er det, at han ellers i sit Skrift, navnlig S. 377, 36l, 433 ihvor der handles om Gjava-Rev fra Thelemarken se ovenfor I. 1. S. 341), og ligeledes 420, bruger Thyle og Thylenses, om Thelemarken og Thelebønderne; ja det sidst nævnte Sted er saa meget merkeligere som det forekommer i nær Berørelse med Beretningen om Thorkell Adelfars Reise til Geruths (Geirrøds)Gaard, og denne „Thorkell Adelfar“, hvis Tilnavn Saxo ej tilføjer, men som dog maa være bekjendt i Danmark af ældre nu tabte Sagn eller Kæmpeviser, siden allerede Huitfeld anfører det, omtales netop som Vejviser til „Trollebotn“ i en af de ældgamle Viser fra Thelemarken, som først i de sidste Aar ere blevne fremdragne og bekjendtgjorte (Landstad, norske Folkeviser, S. 7). Dette synes paa en merkelig Maade at bestyrke den ovenfor fremsatte Gisning, underligt er det for øvrigt, at udenfor det egentlige Norge Færøerne, som det synes fra gammel Tid, have tilegnet sig Kæmpevise-Poesien, og at de endog have Viser, der sees oprindelig at have været de samme som de thelemarkske, og tildeels supplere dem. Til Island synes dette Slags Poesi først langt sildigere at være kommet.
