Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/1063

Denne siden er korrekturlest
1045
Legendesagaer.

tale med de indfødde. Om Halls Søn Gissur, der opfostredes af Biskop Thorlak og var berømt for sin store Lærdom, er det allerede ovenfor talt (S. 958.) Han rejste ofte udenlands, og skal for sin Lærdom endog i Rom have nydt megen Hæder. Sine Rejser beskrev han i et desværre nu tabt Skrift, Flos peregrinationis; men at han og stod i Ry for sin Kundskab i Fædrelandshistorie, sees deraf at Gunnlaug Munk sendte ham sin Bearbejdelse af Olaf Tryggvessøns Historie til Gjennemsyn og Rettelse[1]. Det var ogsaa i sig selv rimeligt, at Gissur, selv en ivrig Videnskabsmand og dertil Arving af Hall den ældres verdslige Efterladenskaber, ogsaa gjennem Overleverelser eller Optegnelser havde arvet den Skat af historisk Viden, hans Farfaders Adoptivfader i saa rigeligt Maal besad.

Foruden den historiske Litteratur trivedes ogsaa, og det, som det lader til, i fuldt Maal, den religiøse i begge Lande, dog ogsaa af denne meest den historiske Side, nemlig Helgenhistorie- og Legende-Litteraturen. Vi have i det mindste endnu ikke faa Brudstykker af slige Helgen-Sagaer, hvoriblandt flere med saa alderdomsagtigt Sprog og Retskrivning, at de neppe kunne henføres til en yngre Tid end anden Halvdeel af det 12de Aarhundrede[2]. For det meste vare de vel Oversættelser fra Latin, hvorom ogsaa Sproget i dem, vi nu kjende, vidner, thi uagtet det for øvrigt er behandlet med megen Frihed og Lethed, sporer man dog umiskjendelig Latinitetens Indvirkning. Egentlig høre ogsaa de oven nævnte ældste Bearbejdelser af Olaf den helliges og Olaf Tryggvessøns Saga strengt taget til denne Art af historisk Litteratur. Forøvrigt har man derhos Homilier eller Prædikener fra hiin Tid, maaskee originale, maaskee og for en stor Deel bearbejdede efter latinske Originaler[3]; og den i Middelalderen meget bekjendte og anseede Elucidarium, et i Dialogform affattet Udtog af den christelige Troeslære, der tillægges Erkebiskop Anshelm, maa efter et af de opbevarede Haandskrifters Ælde at dømme, være blevet oversat paa Norsk allerede før det 12te Aarhundredes Midte[4]. Da det overhoved fornem-

  1. Se Fortalen til Udgaven af Odds Skrift 1853, S. VIII. jvfr. Fornm. Sögur III. S. 173.
  2. Flere af disse ere omtalte i Fortalen til Gislasons um frumparta íslenzkrar tungu. Det er ved ikke faa, maaskee de fleste af dem, vanskeligt, for ej at sige umuligt, at bestemme, om de ere skrevne af Nordmænd eller Islændinger.
  3. En af disse Homilier, der synes at være original norsk, nemlig den, der gjennemgaar Stavekirkernes Dele og giver enhver af dem symbolisk Betydning, er allerede ovenfor omtalt. Den ældste Afskrift af denne findes i en Kodex (kgl. B. Stokh. No. 16), der indeholder en heel Samling af Homilier, og synes, efter det alderdomsagtige Præg ej at kunne være yngre end omkring 1150.
  4. Beskrevet i Gislasons oven nævnte Bog, S. LXXXVII. Ogsaa paa Gam-