melig maa have været Gejstlige, eller paa gejstlig Viis oplærte Mænd, som i den første Tid syslede med Litteraturen, vilde det i sig selv ikke være besynderligt, om man i det hele taget i de ældste Optegnelser, endog udenfor den egentlige theologiske Litteratur, sporede nogen Indvirkning af Latinen, hvori de Skrifter, med hvilke de daglig beskjeftigede sig, vare affattede. Og ved nærmere Undersøgelse af Norrøna-Litteraturens aller ældste Levninger, Kvadene fraregnede, sporer man ogsaa umiskjendeligt deels en saadan Indflydelse, deels, hvor den ej merkes, en vis Ubehjelpelighed og Mangel paa Lethed i Foredraget, der vidner om, at den prosaiske Stiilfærdighed i Sproget endnu var i sin Barndom. Først henimod det 12te Aarhundredes Slutning og i Begyndelsen af det 13de synes man at have overvundet alle Vanskeligheder. Hvorledes ej alene islandske, men ogsaa norske Forfattere og Mæcenater bidroge hertil, saa at det 13de Aarhundrede med Rette kan kaldes Norrøna-Litteraturens Blomstringstid, vil i det følgende blive viist.
Det ligger i Sagens Natur, at det norske Folk ved sine hyppigere Berørelser med Udlandet, og ved efterhaanden at tilegne sig de Fremskridt, der i Nabolandene gjordes i technisk og videnskabelig Henseende, ogsaa nogenledes holdt Skridt med Naboerne i Henseende til det sociale Liv, faa at Nordmændene i Opførsel og Omgangstone neppe skjelnede sig fra Nordeuropas meest dannede Nationer. Vistnok kan her kun nærmest være Tale om de højere og mere dannede Klasser, ej om den raae Masse, men de særegne Forhold i Norge medførte dog, at Massen i Sammenligning med de dannede Klasser der var forholdsviis mindre talrig end i de andre Lande og at Overgangen mellem begge Klasser var mindre pludselig. Storbønderne stode i social Henseende næsten ved Siden af Lendermændene, der og mindre Haulder var der neppe i Omgangslivet synderlig Forskjel; Byborgerne havde allesammen Haulds Ret, og da endog Lejlændingerne regnedes i Bøndernes Tal, kan Afstanden og Forskjellen i Leveviis mellem de meest anseede og velhavende blandt dem og de ringeste Stænder ej have været saa betydelig. Jo længere man gik ned paa Samfundsklassernes Trin, desto mere af den ældre Leveviis vilde man vel dog ellers da, som nu, finde bibeholdt. Hvorledes man ogsaa i de højeste Kredse holdt gamle Skikke i Agt og Ære, derom vidne de flere Beretninger, vi have om Begivenhe-
meldansk findes en Bearbejdelse, udgiven af Brandt, Kjøbenhavn 1850, blandt „nordiske Oldskrifter“. Originalen til Elucidarium findes i Anshelms Verker, Folioudgave, i Venedig II. S. 177—222, Oktavudgaven, i Paris S. 457—487.
