Maade skulde have ladet sig overliste, er nu vistnok i højeste Grad usandsynligt, og Fortællingen maa derfor i sin nærværende Skikkelse aldeles forkastes som opdigtet. Men Opdigtelsen kan dog maaskee være at tilskrive Harald selv eller andre af hans hjemkomne Stalbrødre, og det usandsynlige i Lodkastningshistorien hindrer ikke Antagelsen af at der virkelig har fundet en Tvist Sted mellem Grækerne og de overmodige Væringer om Retten til at vælge Lejrplads. Ifølge det byzantinske Hofs omstændelige Regler for slige Tilfælde tilkom det den saakaldte Megas Domestikos, eller øverste Befalingsmand over Hæren, at vælge Lejrplads[1], og Maniakes, der sorte Titel af Strategos Autokrator[2] eller uafhængig Feltherre, hvilke omtrent betegner det samme[3], var saaledes visselig i Besiddelse af denne Ret. Men her var just Spørgsmaalet, hvor vidt Væringerne, der stode umiddelbart under Kejseren, vare forpligtede til at adlyde ham, eller, om de end i Slaget maatte lystre hans Befalinger, hvor vidt de ellers behøvede at rette sig efter de græske Etikette.—Forskrifter. At Harald i Væringernes Navn protesterede, derimod, og maaskee fik sin Vilje frem, er ikke i mindste Maade usandsynligt. Der fortælles end videre, at naar Harald og Væringerne kæmpede sammen med Gyrge, magede han det saaledes, at Væringerne kom til at staa hvor det gik mindst blodigt til, og saaledes sparedes, medens Grækerne ej bleve sparede; naar han derimod var med Væringerne for sig selv, stred han med saadan Iver, at det gjaldt enten at sejre eller dø. Følgen deraf, siges der, var at hvor Harald anførte, der vandtes Sejr, medens det derimod gik mindre godt, hvor Gyrge sorte Kommandoen: dette bebrejdede Grækerne Gyrge, og sagde at det var bedre at Harald anførte hele Hæren. Gyrge undskyldte sig med at Væringerne ingen Hjelp vilde yde ham, og foreslog at de skulde forlade ham, og stride for sig selv. Harald skilte sig da fra ham med Væringerne og alle Latinmændene, medens Gyrge beholdt Grækerne for sig: og nu viste det sig hvem der var den dygtigste, thi Harald vandt altid baade Sejr og Gods, men Gyrge ingen af Delene, saa at han tilsidst vendte tilbage til Myklegaard med sine Folk, paa de unge nær, der foretrak at slutte sig til Haralds Skare[4]. Denne Fortælling, der ligesom den foregaaende ikke efter Sagaerne er at henføre til noget Tog tidligere end den siciliske Krig, men derimod rettest bør antages at grunde sig paa Væringesagn fra denne, og ligeledes bærer tydelige Præg af Overdrivelse og Udsmykning,
Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/111
Denne siden er korrekturlest
93
Harald Sigurdssøns Bedrifter paa Sicilien.
