lien, er vanskeligt at sige. At de efter al Sandsynlighed deeltoge tilligemed Nordmannerne i Messinas tapre Forsvar under Katakalon, er ovenfor antydet som sandsynligt. J det mindste skulde man formode at Væringerne have været med, deeltaget i Udfaldet, og faaet Broderparten af det rige Bytte[1]. Men hvis man skal antage at den Afdeling af Væringerne, ved hvilken Harald tjente, deeltog i Slaget ved Thessalonike 1041, hvilket de udførligere Kongesagaers Beretning om St. Olafs Jertegn i Hedningeslaget og Benævnelsen „Bulgarernes Brænder“[2] i et Vers af Thjodolf, virkelig giver Anledning til at tro, da maa den i Mellemtiden mellem Mai 1040 og Mai 1041 være bleven kaldet tilbage. Urimeligt er det just ikke, at de ere blevne tilbagekaldte formedelst den farlige bulgariske Krig; det kan ogsaa tænkes muligt, at Væringerne, forbitrede paa Grækerne ligesom Nordmannerne, toge Anledning af disses Bortgang til at skille sig fra Hæren og vende tilbage til Grækenland, paa egen Haand. Men paa den anden Side siges der udtrykkeligt af italienske Chronister, at baade Russer og Væringer i den græske Hær faldt i de Slag, der fra Marts til September 1041 holdtes mellem Grækerne og Nordmannerne[3]. Har-
- ↑ Hvad der gjør Nordmannernes Deeltagelse i dette Slag uvissere, end Væringernes, er den Usikkerhed, som hersker med Hensyn til den rette Tid, da Kampen ved Messina forefaldt. Det er allerede ovenfor viist, hvorledes Kedren omtaler den allerede under 1040, medens det dog siden heder, at Katakalon nys var hjemkommen og bragte Efterretningen om sin heldige Kamp ved Messina, da Oprøret mod Michael Kalasates udbrød den 19 April tom. Nu er det unegteligt Kedrens Skik stundom at omtale en Række af sammenhørende Begivenheder under det klar, hvor de først nævnes, uagtet de foregik under flere, og for den Sags Skyld kunde vistnok Kampen ved Messina gjerne henføres til tom. Men han siger derhos, at den forefaldt paa en Pintsedag, og da Pintsen 1042 indtraf den 30te Mai, altsaa senere end Oprøret mod Michael, er det tydeligt nok, at hiin Kamp i alle Fald ej har kunnet finde Sted senere end ved Pintsetid 1041, altsaa næsten et heelt Aar før Oprøret, og at Kedrens Udsagn om Katakalons Ankomst med Eftteretningen om Kampen i det højeste kun kan være at tage bogstaveligt med Hensyn til Ankomstens Nylighed, medens Efterretningen selv under alle Omstændigheder mindst maa have været et klar gammel. Og da kan den ogsaa ligesaa gjerne have været to klar gammel. Der bliver saaledes Spørgsmaal, om Kampen ved Messina forefaldt i 1040 eller 104L Forefaldt den i 1041, altsaa ved Pintsetid, kunde Nordmannerne ej være med, da de allerede før Paaske sejrede ved Melfi (17 Marts). At Grækerne endnu ikke havde tabt Messina i September mil, sees deraf at det udtrykkeligt siges hos Lupus og i Bari-Annalerne, at Dokianos da vendte tilbage til Sicilien, ligesom man ingensteds faar Besked om, naar Messina tabtes. Men Messinas Forsvar maa jo dog have fundet Sted tidligere. Det rimeligste er derfor at henføre det til 1040.
- ↑ Harald Haardraades Saga, Cap. 1, Snorre, Cap. 1.
- ↑ Lupus Protospata, (Muratori V. 43) omtaler Russer som faldne ved Olivento; Bari-Annalerne (Pertz, V. 53) havde ved Olivento og Cannæ.
