Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/121

Denne siden er korrekturlest
103
Harald Sigurdssøn i Constantinopel.

Jaroslav i Rusland. Dette viser noksom, hvor nøje Harald under hele sit Ophold blandt Grækerne vedligeholdt Forbindelsen med Jaroslav, og det bestyrker den ovenfor fremsatte Formodning, at Harald, uagtet han gik ind i Væringekorpset, dog fremdeles af Grækerne betragtedes som en fornem Russer, mod hvilken de maaskee derfor ogsaa vare saa meget mere mistænkelige.

En kort Tid maa Harald nu have tilbragt roligt i Constantinopel, hvor han oplevede Kejser Michael Kalafates’s Tronbestigelse[1]. At han ogsaa tog virksom Deel i Urolighederne under de blodige Dage, den 19de, 20de og 21de April 1042, da Michael Kalafates blev afsat og blindet, kan ikke betvivles. Vore Sagaer, og hvad mere er, de samtidige Skalde, nævne endog Harald udtrykkeligt som den, der selv blindede Kejseren. Saaledes siger Thjodolf Arnorssøn; „Hærførernes Ener (Harald) lod stikke Øjnene ud af Hovedet paa Fyrsten; det siger jeg til hans Ros“[2]; og paa et andet Sted: „den vældige Kriger lod stikke begge Øjnene ud paa Stolkongen (Kejseren): da var der Kamp og Urolighed; Egdernes Herre (d. e. Harald) gav Fyrsten et hæsligt Merke, og Grækernes Konge foor meget ilde“. En anden Skald, ved Navn Thorarin Skeggessøn, siger: „Fyrsten (Harald) vandt endnu mere Guld, men Grækenlands Konge gik steenblind af sit haarde Saar“[3]. Men deri afvige Sagaerne aldeles fra de græske Beretninger, at de nævne Monomachos, d. e. Constantin Monomach, Michaels Efterfølger og Zoes sidste Mand, som den Kejser, Harald blindede. Dette er ene aabenbar Fejl, thi Monomach blev ikke blindet. Men da Sagaerne tillige fortælle Anledningen til, at Harald blindede ham, saa forskjelligt fra Byzantinernes Beretning om Aarsagen til Michaels Fald, at det det neppe engang synes som om Sagamændene have tænkt paa denne, maa man antage, at de oprindelig have haft en Begivenhed, der indtraf under Monomach og stod i Forbindelse med Haralds Flugt, for Øje, men at senere Sagabearbejdere, ved at finde Øjne-Udstikningen omtalt af Skaldene, ved en Misforstaaelse henførte den til Monomach, og satte den i Forbindelse med hiin Begivenhed. Hvorledes det gik til ved Michael Kalafates’s Afsættelse og Mishandling, er ovenfor berettet. Et heftigt Folkeopløb bragte ham til at flygte til et Kloster; da Theodora Dagen

  1. De vidtløftigere Sagaer meddele ogsaa en aldeles fabelagtig Historie om, hvorledes han helbredede en Væring, Erlends, Kone for Galskab. Harald Haardraades Saga Cap. 6, Flatøbogen. Hvis der ligger nogen Sandhed til Grund for denne Beretning, maa Begivenheden have fundet Sted i den her nævnte Mellemtid.
  2. Skálda, Cap. 64.
  3. Harald Haardraades Saga Cap. 14, Snorre Cap. 14, Fagrsk. Cap. 162.