som kom i Land, bleve angrebne og dræbte af Rytterhæren. Efter Grækernes Beretning skulle 15000, efter Russernes egen 6000 russiske Lig have været fundne ved Stranden. Efter denne Sejr vendte Kejseren tilbage til Constantinopel, efterladende Flaaden tilligemed en Deel Tropper for at passe paa, at de af Russerne, der havde reddet sig, ej skulde komme i Land. Russerne trak sig nu længer tilbage, forfulgte af 24 græske Skibe, men disse vovede sig for langt fra den øvrige Flaade, og Vladimir, som bemerkede deres ringe Antal, angreb dem uvæntet, indesluttede dem og tilføjede dem et fuldstændigt Nederlag, idet Besætningen paa elleve af dem blev nedhuggen, fire bleve tagne og de øvrige knustes mod Klipperne. Derpaa drog Vladimir hjem til Vands. En Deel af Russerne foretrak, under Anførsel af Vyschata, at tage Vejen til Lands, men disse bleve angrebne ved Varna af Katakalon, som slog dem aldeles, fangede sno, hvoriblandt Vyschata selv, og sendte dem i Lænker til Constantinopel, hvor Øjnene bleve udstukne paa mange af dem. Først tre Aar efter, da Freden sluttedes, blev Vyschata løskjøbt og sendt tilbage til Rusland[1].
En Begivenhed som denne maatte nødvendigviis gribe betydeligt ind i Haralds Stilling og Skjebne ved det byzantinske Hof. Han var kommen did fra Rusland og tildeels som Russer. Han havde den hele Tid underholdt Forbindelse med Jaroslav, havde sendt ham sine erhvervede Rigdomme til Opbevaring, og var endog saa godt som forlovet med hans Datter. Han maa tinder disse Omstændigheder ogsaa have plejet nøje Omgang med de Russer, der opholdt sig i Constantinopel, og overhoved af Grækerne mere have været betragtet som en Russer, end som en Nordmand, om de ellers gjorde nogen Forskjel mellem Russer og de øvrige Nordboer, og ikke snarere ansaa dem som et eneste Folk. Den Skjebne, der overgik de russiske Kjøbmænd og Hjelpetropper, der ved Krigens Udbrud befandt sig i Constantinopel, nemlig at blive fængslede som mistænkte, kan derfor heller ikke han have undgaaet, om han endog fremdeles borte til Væringekorpset. Ja den maatte vel saa meget vissere ramme ham, som Grækerne neppe kunne have været ganske blinde for den Forbindelse, hvori han stod med den russiske Konge: i det mindste maa de have merket, at han nød stor Anseelse blandt alle de Russer, der vidste hvor højt han stod anskreven ved Jaroslavs Hof. Vi erfare ogsaa af vore egne Sagaer, at Harald virkelig blev fængslet, og optraadte som Kejserens, ja endog som Væringernes, aabenbare Fiende. Men deres Beretning om Aarsagen og
- ↑ Kedrenos, S. 788 flg. Jvfr. Nestors russiske Annaler ved 6551 (Septbr. 1012 til Septbr. 1013). Glykas (S. 319) lader, højst urigtigt, Kejserens Slag med Russerne foregaa paa selve Forum i Constantinopel, fordi han har læst Kedrens φάρῳ som φόρῳ.
