dette Storverk omtalt; og man behøver ej at opkaste nogen som helst Indvending imod at det var selve Grækerkongen (Kejseren), som han blindede; thi man kunde jo have nævnt en Greve eller Hertug, dersom man vidste at det var rigtigere; men i alle Kvæderne siges dette paa een og samme Maade, nemlig at det var Stolkongen selv“.
Thjodrek Munk, der benyttede Sagabearbejdelser, meget ældre end dem, vi have, siger om alt dette kun i Korthed, at Harald, efter at have samlet en Mængde Penge paa Sicilien, kom til Constantinopel, blev der anklaget hos Kejseren, tilføjede ham en temmelig haanlig Skjendsel, og undkom ved en næsten æventyrlig Flugt[1].
Det sande i alt dette er først og fremst, at Harald er bleven fængslet, og at han paa en æventyrlig Maade er undsluppen. Det er ovenfor viist, at den Foranstaltning, hvorved alle de Russer, der paa den Tid, Krigen med Rusland begyndte, altsaa om Sommeren 1043, befandt sig i Constantinopel, enten som Kjøbmænd eller Hjelpetropper, bleve fængslede, ogsaa maatte bringe Harald i Fængsel, og dette vilde endog vist have skeet, om han end fremdeles var Væringehøvding. Men det er tydeligt nok, at han paa den Tid ej længer var Medlem af Væringernes Korps. Dette sees ej alene af Snorres Udsagn, at han ved Efterretningen om at Magnus var bleven Konge i Danmark — hvilken Efterretning netop maa have naaet ham om Vaaren eller Sommeren 1043[2] — opsagde sin Tjeneste hos Kejseren, men og, — hvad der her maa ansees for det sikreste Vidnesbyrd — af Valgards Vers, hvori det heder at han lod Halvparten af Væringekorpset hænge, og bar sig saaledes ad med dem, at der vare færre Væringer tilbage. Thi vel siges det i den Fortælling, der ledsager dette Vers, at Harald udførte dette ved Hjelp af andre Væringer. Men dette maa kun være en uheldig Gjetning af Sagabearbejderen selv, der her øjensynligt kun har haft Verset at holde sig til, thi Væringernes Troskab mod Kejseren og indbyrdes Sammenhold var altfor prøvet og urokkeligt, til at en saadan Voldshandling af Væringer mod Væringer, og mod Kejserens egen Sikkerhed kunde være tænkelig[3]. Harald, der under sit hele Ophold
- ↑ Thjodrek, Cap. 28. Hans Ord ere: Postea peragratâ Siciliâ, magnâque pecuniâ id locorum extortâ, venit Constantinopolin, ibique apud Imperatorem accusatus, inflictâ eidem Imperatori satis probrosâ ignominiiâ, inopinabili fugâ elapsus est.
- ↑ Det vil erindres, at Magnus om Høsten 1042 tiltraadte Regjeringen i Danmark og indsatte Sven Ulfssøn til sin Jarl.
- ↑ Se f. Ex. Anna Komnena II. 7, S. 62, hvor der tales om de Tropper, der besatte Constantinopels Mure 1081, og som Alexios Komnenos, der belejrede Staden, søgte at vinde. Disse vare deels de saakaldte „Udødelige“, et græsk Korps, deels Væringerne eller Øxebærerne, deels Nemitzerne (d. e. Tydskere af det slaviske njemzi); Cæsaren Johannes fraraadte Alexios ganske at for-
