Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/13

V

af Nøjagtighed og fuldkommen Troværdighed. Sven Aagessøns korte Udtog af Danmarks Historie nævner intet om Begivenhederne i Norge, og oplyser heller ikke Tidsregningen synderligt. Af langt større Nytte for den norske Historie i begge Henseender ere de engelske Annalister, som jeg i Amnerkningerne hyppigt paaberaaber mig, og af hvilke jeg allerede i Fortalen til 1ste og 2det Bind har omtalt de fleste. Om Chron. Saxonicum er der udførligt handlet i Fortalen til forrige Bind S. XII—XV. Det er fremdeles indtil 1066 en af de vigtigste Kilder i chronologisk Henseende, og danner derhos indtil da Grundlaget for de øvrige senere Annalisters Text. Blandt disse maa Simeon af Durham endnu engang særskilt omtales, ikke saameget for sin engelske Krønikes Skyld, som fordi den saakaldte Historia Dunnelmensis ecclesiæ (trykt i Twysdens Samling), der bærer hans Navn, egentlig skal være forfattet af den nedenfor S. 395 omtalte Thorgaut, Prior i Durham og siden Biskop i St. Andrews, der levede i Slutningen af det 11te Aarhundrede og en Tidlang havde været hos Olaf Kyrre i Norge. Da Simeon, der i sine Annaler ellers gjengiver Florents’s Text, dog meddeler enkelte særegne Beretninger om northumberlandske og skotske Begivenheder, er der al Grund til at antage, at han enten har erfaret dem af Thorgaut selv, der var samtidigt Øjevidne, eller at han har benyttet,nogle historiske Annaler om Begivenhederne i anden Halvdeel af 11te Aarhundrede, som Thorgaut ligeledes maa have forfattet, og som nu ere tabte. Flere Brudstykker af dem anføres ogsaa hos den i Fortalen til forrige Bind S. XVI omtalte skotske Forfatter Fordun. At Thorgaut fra sit Ophold i Norge maatte kjende nøje til de norske Forholde, og at alt, hvad der, hentet fra ham, findes enten hos Simeon eller Fordun angaaende Olaf Kyrre og Magnus Barfod, maa ansees troværdigt, er ej at betvivle. Det er saaledes især ham, vi skylde paalidelig Oplysning om Magnus Barfods første Tog til Skotland 1093, hvorom Sagaerne aldeles tie, thi som Biskop i St. Andrews maatte han kjende nøje til, hvad der skete i Skotland, og som kjendt med Forholdene i Norge kunde han heller ikke tage Fejl, naar han nævnte dette Lands Konge (see nedenfor S. 474). Henrik af Huntingdon, hvis engelske Historie, som tidligere nævnt, naar til 1154, indeholder i fine sidste Afsnit ikke stort til Oplysning af Norges Historie; desto mere findes derimod hos Roger af Hoveden, Kong Henrik den 2dens Kapellan, theologisk Lærer i Oxford, hvis engelske Annaler naa til 1204. Han følger vel for en stor Deel Simeon af Durham og Henrik af Huntingdon, saa langt disse naa, men indskyder dog ogsaa mange selvftændige Beretninger og en heel Deel værdifulde Aktstykker, ligesom han og i sidste Deel af sit Verk, hvor han ej benytter hine, meddeler hist og her særdeles gode og nøjagtige Oplysninger om Begivenheder og Forholde