mindst overnaturlige Beretning derom. At Harald virkelig blev kastet for et glubende Dyr, som han mod Forventning overvandt, tør man neppe imod saa mange samstemmende Vidnesbyrd benegte, faa meget mindre som denne Afstraffelsesmaade lige fra Kejsertidens tidligste Dage havde været almindelig blandt Romerne, og Saxos Udsagn om at det var en Drage, med hvilken Harald kæmpede, sammenlignet med den Maade, hvorpaa vore Sagaer beskrive den saakaldte Orm, leder Tanken hen paa, at Dyret var en Krokodil, hvilken Kejseren med Lethed havde kunnet faa fra Ægypten, og at den, ligesom saa mange andre vilde Dyr, underholdtes til offentlig Fornøjelse og til den grusomme Brug, hvorom der her nærmest har været Tale. Det overnaturlige og urimelige i de forskjellige Beretninger maa man tænke sig borte. Det maa heller ikke glemmes, at Beskrivelsen over Kampen ikke fra først af kan have hidrørt fra nogen anden end Harald selv og hans to Følgesvende, og at det neppe har været frit for at disse tillode sig Overdrivelser. Tilværelsen af hiint ovenfor omtalte Kapel til St. Olafs Ære, hvilket i det mindste de senere Væringer kaldte St. Olafs Kapel, forenet med den Omstændighed, at man senere endog paaviste det saakaldte Haraldsfængsel, hvori han skulde have siddet fangen, vidner i det mindste om at det har sin Rigtighed med Fængslingen og hans uventede Redning. At Saga-Uddragets Forfatter og Snorre have udeladt Dragekampen, viser imidlertid, at de her ikke have antaget Haralds egen Hjemmel for tilstrækkelig[1].
Fortællingen om Haralds Sammenkomster med Maria og den Maade, hvorpaa han i Førstningen skuffede Kejseren, er derimod, som man tydeligt kan see, laant fra den oven nævnte Kreds af Ridderromaner, og maa derfor bortskæres som et senere Tillæg. Omtrent det samme fortælles og om Grette Aasmundssøns Broder Thorstein Dromund, hvilken, som ovenfor nævnt, hevnede Grette i Constantinopel, ved der at fælde hans Drabsmand. Ogsaa han undslipper gjennem en Lem sted i Søen; og hvad der for øvrigt berettes om hans Kjærlighedshistorier, er laant af Romanen om Tristram og Isolde[2]. Det siges endog at den samme Dromund opholdt sig i Constantinopel just paa samme Tid, som Harald var der, da „Michael Katalak“ var Kejser; han bliver ligesom Harald frelst af Fængslet ved en K vinde, kun med den Forskjel at hiin er en gift Haar, og løskjøber ham, medens hiin Enke hjelper Harald til at flygte. Men om end disse Omstændigheder ere laante andenstedsfra, synes dog Hovedsagen, at Harald virkelig har
