Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/132

Denne siden er korrekturlest
114
Magnus den gode.

staaet i Forbindelse med en fornem Dame og Paarørende af Kejserinden ikke at kunne betvivles[1].

At det derimod var Michael Kalafates, ikke Constantin Monomach, der blindedes af Harald, have vi ovenfor seet, og det er saaledes en Misforstaaelse vaade af Skaldeversene og af de oprindelige Beretninger, naar de Sagabearbejdelser, vi nu kjende, lade denne Mishandling gaa ud over Constantin. Dette hindrer os imidlertid ikke fra at antage, at Harald strax før sin Flugt, efter at være undsluppen af Fængslet, kan have tilføjet Constantin en eller anden Fornærmelse, eller en temmelig haanlig Skjendsel, som Thjodrek udtrykker sig. Vel heder det i Saxos Fortælling, at Kejseren af Beundring over Haralds raske Daad benaadede ham og gav ham et Fartøj til at sejle bort paa. Men hiint Skaldevers, der beretter at Harald lod en Deel af Væringerne dræbe, vidner om at hans Afsked fra Kejseren ej har været saa fredelig, medens Fortællingen om den Maade, hvorpaa han slap ud af Sævidarsund eller Havnen ved Constantinopel, ogsaa bærer Sandhedens Præg, og viser at han ej med det Gode var kommen løs. Her var det desuden ej alene Haralds Forbrydelse, hvori den nu end bestod, men hans politiske Stilling, som gjorde ham forhadt og frygtet. Saxos eller Kong Valdemars Fortælling maa altsaa være mindre nøjagtig i dette Stokke, saa vel som i Angivelsen af Aarsagen, hvorfor Harald fængsledes, og deri, at den kun lader ham have en eneste Følgesvend i Taarnet. Men hvori den Fornærmelse bestod, som Harald tilføjede Kejseren, er nu, af Mangel paa omstændelige Kilder, umuligt at angive. Maaskee var det allerede Fornærmelse nok, at Harald brød ind i Paladset, og dræbte nogle Væringer. Men naar han først var kommen saavidt, har han neppe ladet det blive derved, og maa i det mindste have plyndret, og sat Kejseren i den yderste Forfærdelse. Dog, de byzantinske Forfattere tie derom. Imidlertid fortælle de om et stort Opløb, der fandt Sted mod Constantin den 9de Marts 1044, da Folkehoben i Constantinopel, som længe havde forarget sig over den ublue Maade, hvorpaa han levede med sin Frille Skleræna, samlede sig sammen, styrtede under vilde Raab hen mod Kejseren, just som han kom gaaende i Spidsen for en højtidelig Procession, og havde vistnok faaet fat paa ham og dræbt ham, hvis ikke Fyrstinderne Sne og Theodora selv havde talt til Folket og beroliget det[2]. Under denne Forstyrrelse kunde Harald maaskee have sluppet ud af Fængslet, og, benyttende sig af Folkets oprørte S.emning, vovet et dristigt Forsøg mod Kej-

  1. Michael Kalafates’s Moder, Kakallaktes’s Syster, hed Marias dette Navn synes saaledes ej at have været usædvanligt i deres Familie. Naar Zoe adopterede Kalafates selv, kunde hun vel og have adopteret en af hans kvindelige Slægtninger.
  2. Kedrenos, S. 761.