Magnus’s Flaade, og han sendte strax et Skib ud imod det, før at høre hvorfra det var, og hvad Ærende dets Fører havde. Paa det fremmede Skib traadte en Mand frem, høj af Vert og med ei fornemt Væsen. Han sagde at han var udsendt fra Harald Sigurdssøn, Kongens Farbroder, for at høre, hvorledes Magnus vilde modtage ham. Han lagde til, at ej alene Frændskab og Taknemmelighed for den opofrende Troskab, Harald havde viist St. Olaf, burde sikre ham en venlig Modtagelse; men at ogsaa Magnus’s egen Fordeel bød det, da Harald var en klog og krigserfaren Mand, og i Besiddelse af store Rigdomme. Da det udsendte Fartøj kom tilbage til Flaaden med denne Underretning, erklærede Magnus sig strax villig til at modtage Harald med aabne Arme, eftersom han havde al Grund til at vænte sig den bedste Hjelp og Støtte af en Frænde, som ham. Med denne Hilsen lod han Fartøjet atter ro ud til det fremmede Skib, som da roede ind til Kysten. Det viste sig nu, at hiin høje Mand, der havde udgivet sig for en Udsending af Harald, ikke var nogen anden end Harald selv. Han gik i Land med sit Følge, og mødtes af den, ligeledes af sine fornemste Mænd omgivne Magnus, der modtog ham paa det venskabeligste[1].
Efter faa Dages Forløb udbad Harald sig en Sammenkomst med Magnus, for nærmere at fremsætte sine Fordringer, og raadslaa om dem. Kongen indfandt sig med syv af sine fornemste Raadgivere, hvoriblandt Einar Thambarskelve. Magnus aabnede selv Forhandlingerne ved at fremsætte det Ønske, at Harald skulde staa ham bi i at forsvare Besiddelsen af Danmark. Harald svarede, at han først vilde vide om Magnus vilde er-
gemed Snorre ere her aabenbart uefterrettelige, idet de aldeles ikke omtale Haralds foreløbige Sammenkomst med Magnus. Overhoved fortælle de alle disse Forhandlinger paa en kjendelig forvirret Maade, hvorfor vi heller ikke i det nærmest følgende kunne rette os efter dem. Det er ovenfor nævnt, at de lade Harald finde Sven i Sverige endnu samme højt, han var flygtet fra Helgenes. Flatøbogen derimod (eller Morkinskinna, hvis den ej paa det Sted havde en Lakun), betegner ikke nøjere den Høst, Harald traf Magnus, men siger alene at det var samme Høst, Magnus havde skrevet til Kong Edward i England, hvilket henføres til Helgenes-Slaget. Fagrskinna (Cap. 147) siger endog at Harald traf Magnus, da der var hengaaet 16 Vintre efter Olafs Fald, og da han selv havde været Konge i 10 Vintre, hvoraf to (i Variant 5) baade over Danmark og Norge. Heraf sees, at Haralds og Magnus’s første Møde saaledes i alle Fald indtraf temmelig sildigt. Knytlinga Saga (Cap. 22), som her viser sig at have haft særegne Kilder, siger derimod udtrykkeligt, og rigtigt, at Sven opholdt sig i Sverige Vintren efter Slaget ved Helgenes.</ref>
- ↑ Flatøbogen (og Morkinskinna?) saa vel som Ágrip lade her, højst urigtigt, Magnus’s Ordfører og Sendebud verre Ulf Stallare. Ulf Stallare, den ovenfor omtalte Ulf Uspakssøn, var Haralds Stalbroder, og blev først af ham udnævnt til Stallare.
