Kong Anund selv understøttede som sædvanligt, sin Frænde Sven. Hans Systerdatter Ellisifs Mand, Harald, havde neppe mindre Krav paa hans Hjelp. Dog sees det tydeligt, og ligger i Sagens Natur, at al den Understøttelse, Sven og Harald fik i Sverige, nærmest gik ud paa at skaffe den første Herredømmet i Danmark, og det forholder sig derfor vistnok rigtigt, hvad der af en enkelt Forfatter siges, at Harald hyldede Sven og tog Norge til Len af ham[1]. Det vil sige, at Harald paa Forhaand maatte erkjende Sven for sin Overherre i Norge, om det lykkedes ham at vinde dette, og at han maatte forpligte sig til, først og fremst som Svens Lensmand at bidrage til Gjenerobringen af Danmark, for at faa Løfte om Understøttelse af den svenske Hær, naar han siden vendte sig mod Norge.
Imidlertid vendte Magnus tilbage til Norge, og tilbragte Vintren der uden, som det lader, at have nogen Formodning om, at Harald med Vaabenmagt agtede at gjøre sine Rettigheder gjeldende[2]. Men allerede meget tidligt, som det synes, den paafølgende Vaar, kom Sven og Harald
- ↑ Mag. Adam, III. 12. Uagtet det ej udtrykkeligt siges i vore Sagaer, sees det dog af Harald Haardraades Saga, Cap. 34, hvor Sven udtrykkelig siger at ligesom han selv var „Niding“ (felo) for Magnus, saaledes var Harald det for ham.
- ↑ At Magnus vendte tilbage til Norge, siges udtrykkeligt i den yngre Bearbejdelse af Harald Haardraades Saga, Cap. 18, saa vel som hos Snorre, Cap. 20 og Knytl. S. C. 22. Det bekræftes ogsaa i det her anførte Vers af Thjodolf, hvor der siges at Magnus kom nordenfra, Harald søndenfra. At han tilbragte Vintren der, og ikke begyndte Udrustningen førend næste Vaar, kan sluttes deraf, at han først kom hjem om Høsten, og at det maa have været umuligt for Harald og Sven, endnu samme Høst at saa deres Udrustninger tilendebragte. Jvfr. ogsaa, hvad der nedenfor berettes om Ragnvald Brusessøns tvende Rejser til Norge i Slutningen af 1045. Det er ikke usandsynligt, at Harald har brugt denne Mellemtid til at hente sin Hustru Ellisif, der neppe kan have fulgt med ham til Sverige, da han først drog derhen paa eet Skib, for nærmere at undersøge Forholdene.
fordrev Magnus fra Danmark. Dette sidste er nu en af hans sædvanlige Unøjagtigheder i Fortællingen øm Magnus’s og Svens Konflikter; men hvad der ellers siges om „Tuph“ kan lige fuldt vare rigtigt. Langebek (Scr. rer. Dan. III. S. 282, Tab.) tror at „Tuph“ er fejlskrevet for, „Ulf“, og at denne Ulf er Søn af Ragnvald Jarl i Aldegjeborg; men Ulf omtales ellers ingensteds paa denne Tid, hvorimod det i sig selv er højst sandsynligt, at Kone blev Jarl efter sin Fader Valgaut, og levede 1045. Vel staar der i Legenden om ham, at han faldt i Stiklestadslaget, men derom nævnes intet Ord i den historiske Saga; der tales ej engang øm at han var med i hiint Slag. Derimod staar der udtrykkeligt, endog i den legendariske Olafssaga, Cap. 55, at Tove tog Riget efter sin Fader og blev en saare berømmelig Mand, hvilket tyder paa at han skulde have levet temmelig længe.
