med deres Flaade til Danmark. Her var dog nu meget anderledes, end da Sven gjorde sit første Forsøg paa at vinde Kongedømmet. Indbyggerne havde lært Magnus bedre at kjende, de paaskjønnede hans Fortjenester af Landets Frelse, fandt sig vel tinder hans Herredømme, og ønskede vel heller ikke nogen Gjentagelse af de haarde Straffe, som deres tidligere Frafald havde fremkaldt[1]. Saaledes fandt Sven ingen venlig Modtagelse, og en frygtelig Straffedom overgik derfor det ulykkelige Folk. Haralds Skald og Lovtaler Valgard taler udførligt herom. „Kamplystne Fyrste“, siger han om Harald, „du sejlede ud fra Svithjod[2]; dine Skibe fløj raskt forbi det flade Skaane, og de danske Kvinder bleve forfærdede. Du herjede hele Sjæland; du, Fyrste, forstod at jage dine Fiender bort; mandsterk satte du siden over til Fyn, og gav ogsaa der Hjelmene nok at bestille“. Altsaa bleve baade Sjæland og Fyn grumt herjede. Hvor haardt f. Ex. Roskildes Omegn blev behandlet, sees af følgende Vers: „den klare Ild brandt i Byen søndenfor Roskilde; den tapre Fyrste lod Ilden ødelægge Husene; en heel Deel af Landets Mænd laa døde, andre bleve bortførte bundne som Fanger, og de jamrende Huusfolk flygtede til Skovene“. Der tales ogsaa om, hvorledes Kvinder bleve bortførte i Fangenskab. „Der saa man“, siger Valgard, bedrøvelige Adskillelser. De overlevende Daner flygtede bort, men de fagre Piger bleve fangne. Lænkens sterke Laas sluttede om deres Legemer, og mange Kvinder bleve paa den Maade drevne foran eder ned til Skibene, medens Fodboltene saarede deres fine Hud[3]“. Her have vi et Øjevidnes, eller saa godt som Øjevidnes, Beskrivelse af Maaden, hvorpaa i det mindste Harald foor frem i Sjæland og Fyn. Der kan altsaa ikke være mindste Tvivl øm, at der virkelig herjedes saa grusomt, som det her siges. Men da det dog er næsten ubegribeligt, at Sven skulde være upolitisk nok til at ville gjøre sig saa forhadt af Danerne, som en slig Fremfærd nødvendigviis maatte gjøre ham, og det i Sjæland, hvor han egentlig skulde have sine fleste Tilhængere[4], maa man antage at hele denne grumme Herjen har været ud-
- ↑ Se ovenfor S. 37. Jvfr. ogsaa Viljam af Malmsbury, III. 259, der udtrykkeligt siger, at Danerne yndede Magnus’s Herredømme.
- ↑ Heraf sees saaledes, at Harald kom fra Sverige, ikke fra Norge, som Thjodrek siger.
- ↑ Harald Haardraades Saga, Cap. 17, Snorre, Cap. 19, Fagrsk., Cap. 114.
- ↑ Sjæland tilligemed de mindre Øer og Skaane dannede aabenbart Kjernen af hvad man kunde kalde den gotiske eller reendanske Deel af Danmark. Fra disse Landskaber havde og de fleste Jomsvikinger deres Oprindelse: i Sjæland holdt Harald Gormssøn sig, da han havde lagt sig ud med det herskende Parti, her blev han begraven; paa Iisøre-Thing ved Roskilde blev Sven Ulfssøn ogsaa først hyldet efter Magnus’s Død. Men i det nordiske
