ført af Harald og hans byttelystne Krigere paa egen Haand, uden at Sven var i Stand til at hindre det, og at dette endog kan have været den første Aarsag til at der opstod Kulde mellem ham og Harald. Dog er det heller ikke usandsynligt at Sven gav Harald frie Hænder i Sjæland og Fyn, fordi han selv imidlertid deels var beskjeftiget med at underkaste sig Smaaøerne[1], deels var over hos sine Venner, Venderne, for ligeledes derfra at skaffe sig Hjelpetropper, som han ogsaa fik. Men atter at bringe Vendernes grumme Hedningesværme over Danmark var neppe et mindre upolitisk Skridt end Haralds hensynsløse Herjen, og det seer derfor næsten ud som om Sven betragtede dette Tog som sit sidste fortvivlede Forsøg paa at stode Magnus fra Tronen, og at han havde besluttet at sætte alt paa Spil[2].
Da Magnus fik Efterretningen om den Ustyr, Harald og Sven gjorde i Danmark, udbød han strax Leding, og fik en stor Hær samlet. Hvor han om Vintren havde opholdt sig i Norge, nævnes ikke, men man skulde næsten formode at det har været i den sydlige Deel, hvor han havde lettere for at holde Øje med, hvad der foregik i Danmark. Rigtignok skildredes Haralds Uklogskab, Styrke og Rigdom i de meest glimrende Farver.
- ↑ Der staar udtrykkeligt i Fagrskinna, Cap. 168, saa vel som i Morkinskinna og Flatøbogen, at Sven drog med Hærskibe omkring i „Smaalandene“ i Danmark, da han og Harald havde skilt sig ad. Men Adskillelsen maa have fundet Sted strax ved Ankomsten til Danmark. I de oven anførte Vers taler ogsaa Valgard til Harald som om han var den eneste Anfører, og nævner ikke Sven.
- ↑ Viljam af Malmsbury, III. 259, fortæller udtrykkeligt, at Sven, overvunden og fordreven af Magnus, fik Hjelp af den svenske Konge, og med en af Sviar, Vender og Goter sammenskrabet Hær søgte at underkaste sig Riget igjen, men fandt megen Modstand af Danerne, som holdt med Magnus. Hans Ord ere: Ejectus Swanus regem Suevorum (d. e. her „Sviarnes“) adiit, ejusque auxilio, quum Suevos et. Windelicos (Venderne) et Gothos corrasisset, rediit ut regnum reformaret, sed, conspirantibus Danis, prioris fortunæ calamitatem expertus est. Den Omstændighed, at Sven ved denne Lejlighed havde Vender med sig, tjener ogsaa til Bestyrkelse paa, at han tidligere paa Lyrskovshede kæmpede i deres Rækker. Ellers hviler der et stort Mørke over alt, hvad der under Svens og Magnus’s sidste Krig foregik i Danmark. Thi vore egne Sagabearbejdere have glemt at omtale det, da Begivenhederne i Norge nu næsten aldeles optage deres Opmerksomhed; Saxo og Mag. Adam vise sig fejl underrettede, da de ikke forstaa Forholdet mellem Magnus, Sven og Harald: det er saaledes ene hos Viljam af Malmsbury og af enkelte i Sagaerne tilfældigviis givne Antydninger, at vi nogenledes erfare Begivenhedernes Gang.
Danevældes Tid og lige til Magnus’s Død var øjensynligt Jylland Hovedlandet, Viborg Thing Hovedthinget, og Heidaby Hovedresidensen.
