Det hed at han var større og sterkere end alle andre, at han vidste at finde Udvej i alle Vanskeligheder, at han sejrede i enhver Kamp og mod hvilken som helst Modstander, og at han var saa rig paa Guld at ingen vidste, hvor mange tusende Marker det var[1]. Magnus lod sig dog ikke heraf strække, men styrede ned til Danmark, hvor han først opsøgte Sven. Men herpaa havde, som det synes, Harald kun væntet, for strax at begive sig til Norge, og benytte sig af Magnus’s Fraværelse til at fremstaa som Tronprætendent og, om muligt, skaffe sig et Parti. Derved brød han dog allerede det Forbund, han havde sluttet med Sven, idet han forlod ham, just da det gjaldt med forenede Kræfter at gjøre Magnus Modstand. For at besmykke sin Ferd skal han have indbildt sine Omgivelser, at Sven tragtede ham efter Livet. Han lod nemlig, som det fortælles, en Aften lægge en Træstubbe i sin Sæng ombord paa Skibet, og brede et Teppe over, som om det var ham selv, der laa der, idet han tillige ej utydeligt gav at forstaa, at han væntede Svig af Sven, fordi han i en Samtale, han tidligere havde haft med ham, ej havde viist sig saa villig til at kæmpe mod Magnus, som Sven ønskede. Om Natten kom der og en Mand ganske sagte roende hen til Haralds Skib, gik i største Stilhed ombord, og agter til Loftingen, hvor Sængen stod, løftede paa Teltet, der var over den, hug med en Øxe saa haardt i Træstubben, at Øxen stod fast, og skyndte sig derpaa tilbage, førend endnu nogen i Belgmørket havde kunnet kjende ham. Dagen efter krævede Harald alle sine Mænd til Vidne paa Svens Forræderi, idet han viste dem Træstubben med den fastsiddende Øxe, og man troede ham i det mindste den Gang, uagtet Sven siden, da han erfoor Beskyldningen, højtideligt fralagde sig ethvert saadant Forsøg, og forsikrede, at det Hele kun var et Opspind af Harald selv[2].
- ↑ Harald Haardraades Saga, Cap. 18, Snorre, Cap. 20.
- ↑ Harald Haardraades Saga, Cap. 19, Snorre, Cap. 22, jfr. Morkinskinna og Flatøbogen. De sidste fortælle Begivenheden saaledes, at et Par Pile traf Haralds Sæng; man seer altsaa at der har været forskjellige Beretninger derom. Alle de nævnte Sagabearbejdelser ere enige om at lade Haralds Tilbøjelighed til at skille sig fra Sven opkomme ved et hemmeligt Tilbud om Forlig og Deling af Norge, som Magnus havde sendt ham. Men at dette er urigtigt, sees deraf, at endog Morkinskinna desuagtet lader Harald paa egen Haand antage Kongenavn paa Oplandene, og Magnus ile imod ham for at stride med ham, hvorefter der anden Gang, og nu aabenbart den rette Gang, fortælles om Meglingsforsøg og Forligstilbud. Hrokkinskinna og Snorre lade ogsaa Harald og Sven komme i en Ordvexling umiddelbart for hiint foregivne Attentat paa Haralds Liv. Sven og Harald, fortælles der, sad en Aften ved Drikken, og den første spurgte Harald, hvad han ansaa for det ypperste af sine Klenodier. Harald nævnte sit Banner, Landøde, der skaffede den Sejr, foran hvem det blev baaret. Det tror jeg ikke, skal da Sven have sagt, førend du tre Gange har kæmpet med din Frænde Kong
