allerede forhen af Einar Thambarskelve fremsatte Grundbetingelse, at Harald, imod at faa Deel i Regjeringen ved Siden af Magnus, skulde dele sine Rigdomme med ham. Ligeledes synes det Ceremoniel at verre forud aftalt, som nu fandt Sted ved den højtidelige Afslutning af Forliget. Der var, siges der, et fagert Gilde. Paa den første Dag af Gildet, da man havde spiist og Bordene vare borttagne, gik Magnus ud af Stuen, og vendte strax efter tilbage, ledsaget af flere Mænd, der bare store Byrder. Han gik nu langsmed den Pall paa hvilken Haralds Mænd sad, standsede ved hver især, og gav ham en eller anden Gave, enten et Sverd, eller et Skjold, en Kjortel eller en Ring o. s. v.; jo fornemmere enhver var, desto kostbarere Gave fik han. Endelig kom Magnus til sin Frænde Harald, og rakte frem to smukke Nor-Tene, idet han sagde: „hvilken af disse Tene vil du modtage, Frænde?“ Da Harald svarede: „den som er mig nærmest“, sagde Kong Magnus: „med denne Rør-Sprote give vi eder Halvdelen af Noregsveldet med alle Skulder og Skatter og al den Ejendom, som dertil ligger, paa det Vilkaar, at du overalt skal være lige saa vel berettiget Konge som jeg, men at jeg dog, naar vi begge ere sammen, skal være den fornemste, hvad Hilsen, Opvartning og Sæde angaar. Ere tre Fyrster sammen, skal jeg sidde i Midten, ligesom jeg og skal indtage Kongelejet i Havnene og benytte Kongebryggen; dertil skulle I verre forpligtet til at styrke og understøtte vort Herredømme, fordi vi have gjort eder til den Mand i Norge, som jeg troede at ingen skulde blive, saa længe vort Hoved er oven Jorden“. Derpaa stod Harald op og takkede Magnus for den ham forundte Hæder og Ophøjelse, hvorefter begge satte sig til Drikkelag, og vare meget lystige. Morgenen efter lod Magnus blæse til Things, og forkyndte nu for hele den forsamlede Skare, hvilken Gave han havde skjenket sin Frænde Harald. Det Kongenavn, Harald hidtil havde ført, og som ej havde været anerkjendt af Magnus og Høvdingerne, blev nu paa dette Thing i Magnus’s Nærværelse paa ny givet ham af Thore paa Steig[1]. Da de tre Gildesdage vare forbi, indbød
- ↑ Dette nævnes vistnok ikke uden i de Sagaer, der ej lade Thore give Harald Kongenavn oppe i Gudbrandsdalen, saa at der altsaa ikke egentlig er Tale om nogen Fornyelse af Kongetitlen. Imidlertid ligger det i Sagens Natur, at Magnus ej kunde erkjende den foregaaende insurrektionelle Kongetitel, Harald havde faaet, saa at denne maatte gives ham paa ny, og formeligen, i Magnus’s Nærværelse. Den letteste Maade at forklare sig, hvorfor enkelte Sagaer lade Thore give Kongenavn her, er derfor den, at en saadan Gjentagelse virkelig fandt Sted, og at de, da de ej melde noget om Haralds Besøg i Gudbrandsdalen, alene kunne omtale den sidste Konge-Udraabelse, hvortil de nu og henføre, hvad der skede ved den første, nemlig at Harald gav Thore hine betydelige Foræringer og Løfter. Disse Foræringer og Løfter faa nemlig først deres rette Betydning, naar man betragter dem som Belønning, fordi Thore vovede, aabenbart at tage Haralds Parti.
