Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/146

123

Magnus den gode.

Harald Magnus til et lignende Gilde hos sig, ligeledes med 60 Mand. Her gik det meget prægtigt til, og begge Kongerne vare lystige og glade. Raden var nu kommen til Harald, at opfylde sin Forpligtelse. Den første Gildesdag gav Harald Magnus“s Mænd Gaver paa samme Maade, som Magnus forhen havde givet hans Mænd: Vaaben, Klæder og andre kostelige Sager, blandt dem mangt et sjeldent Stykke. Da alle havde faaet Gaver, paa Magnus nær, lod Harald sætte to Stole frem, en for sig, en for Magnus. Da de begge havde taget Plads, lod han brede et Klæde ud paa den Halm, der som sædvanligt bedækkede Gulvet; derpaa lod han mange og store Tasker bringe ind og lægge paa Klædet. Idet Taskerne paa hans Befaling aabnedes, sagde han til Magnus: „Forleden Tag overdrog I os en betydelig Magt, som I tidligere havde vundet fra eders og vore Uvenner, og toge os i Fællesskab med eder: det var vel gjort, i Betragtning af hvor megen Anstrengelse det maa have kostet eder, at vinde dette Rige. Ro have vi paa vor Side været udenlands, og vovet os i mange og store Farer, førend vi fik alt det Guld samlet, som I nu skal faa at see, og som vi ville dele ligt med eder, ligesom I har deelt Kongemagten med os. Jeg veed at vort Sindelag er forskjelligt, og at du er meget gavmildere end jeg, derfor anseer jeg det bedst at dele disse Penge mellem os een Gang for alle, saa at enhver siden kan gjøre med sit hvad han lyster“. Derefter lod Harald Guldet helde ud paa Klædet, og nøjagtigt udveje den ene Deel til Magnus, den anden til sig. Alle Tilstedeværende forbausedes over at see saa meget Guld samlet paa eet Sted her i Norden; men, siges der, dette var ogsaa egentlig den græske Kejsers Skat, thi alle sige at hos ham er der Huse fulde af det røde Guld. Delingen skede under megen Lystighed paa begge Sider. Blandt andet kom der op et Guldstøb saa stort som et Menneskehoved. Harald tog det op og sagde til Magnus: „hvad Guld har du at sætte op mod dette Knaphoved:’“ Magnus svarede: „vi have haft saa megen Ufred at vi have udgivet alt det Guld og næsten alt det Sølv, som vi toge i Landskyld eller havde i vort Gjemme, og der er ikke mere Guld tilbage end denne Ring, jeg bærer her paa Armen“. Han tog Ringen af og rakte Harald den. Harald saa paa den og sagde: „dette er visselig lidet Guld, Frænde, for en Konge over to Kongeriger, især da en og anden endog tvivler paa, hvor vidt denne Ring tilhører eder eller ej“. Magnus svarede noget stødt: „hvis jeg ikke ejer denne Ring med Rette, da veed jeg ikke, hvad der med Rette tilhører mig, thi denne Ring gav min Fader mig ved vor sidste Afsked“. „I har vist Ret i det, Herre“, svarede Harald leende, at Kong Olaf gav eder Ringen; men denne samme Ring tog han fra min Fader for en ringe Sag, og ikke var det godt for Smaakongerne i Landet, da din Fader var paa det mægtigste“. Dermed endte denne Samtale, der vel førtes i Spøg, men