de øvrige lod han ikke slippe førend Enhver havde faaet en god Dragt Prygl. Saa vel Magnus, som Harald, fik dette snart at høre, og Magnus syntes lige saagodt derom, som Harald ærgrede sig derover. Af Frygt for at Harald skulde øve Fiendtligheder mod Thrond, ilede Magnus, ledsaget af et sterkt Følge, hen til hans Gaard. Thrond og hans Mænd, der ved Synet af den væbnede Skare troede at det var Harald, som nærmede sig, lod i Hast Bud gaa om til sine Naboer, og fik en betydelig Skare samlet, rede til at modtage Angriberne. Magnus beundrede hans Raskhed, og lod ham underrette om hans Fejltagelse. Da kastede han og hans Mænd strax Vaabnene fra sig, gik Kongen imøde, og hilste ham med den største Glæde. Der blev nu et nyt Gilde for Kongen paa Gaarden, men her underrettede denne Thrond om, at Harald stræbte ham efter Livet, og foreslog ham derfor indtil videre at opholde sig hos ham selv, hvor han kunde være sikrere. Thrond modtog Tilbudet og fulgte med Kongen, først paa Oplandene, siden til Throndhjem. Harald gjorde vel i Løbet af Vintren nogle Forsøg paa at faa ham fat, men forgjeves, og saaledes led det ud til Vaaren: da skaffede Magnus ham hemmelig ombord paa et Skib, der gik til Grønland. Saa hadefuld var Harald paa ham, at han forfulgte ham og angreb ham strax udenfor Nidarholmen, men Magnus, som befrygtede noget saadant, kom til, og hindrede saaledes Harald fra at udføre sin Hevn. Thrond kom lykkeligt til Grønland, hvor han opholdt sig en Tidlang[1].
Under Opholdet i Throndhjem forefaldt der stundom alvorlige Optrin mellem Kongerne og deres Mænd. Det gik saa vidt, at en af Magnus’s Hirdmænd dræbte en af Haralds, og derover opstod der en saa stor Uenighed mellem Kongerne selv, at man maatte faa et formeligt Møde istand, hvor de selv kunde afgjøre Sagen imellem sig. Det kom vel til Forlig; men paa dette selvsamme Mode blev der begaaet et nyt Drab, om end kun af Vande, idet en stor og kæmpesterk Islænding i Kongens Følge, ved Navn Reidar, der betragtedes som en Tosse og derfor altid var udsat for alle Slags Forhaanelser, medens han derimod kun var kejtet i sit Væsen,i og hans i sig selv gode Evner endnu ikke ret vare udviklede, blev saa haardt besat af Haralds Hirdmænd, der vilde have Løjer med ham, at han i sin Hidsighed greb en af dem, løftede ham højt op og slog ham med Hovedet mod Jorden, faa at Hjerneskallen brast.
- ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 21. Efter Flatøbogen og Morkinskinna meddeles Fortællingen i „Grønlands historiske Mindesmerker“ II. S. 612, flg.
Fortælling antydes. Det er deels denne Omtale af Munkene, deels Thronds Slægtskab med Kalf, deels Gjentagelsen af Amnestien, der egentlig kun gjaldt Thrønderne, som gjør det rimeligt at henføre Begivenheden til Throndhjem.
