væntede kun paa Tilladelse til at fremsige det. En Dag, da han var nede ved Bryggen, beskjeftiget med at tjære sit Skib, kom der Bud fra Kongerne, at de ønskede at høre hans Kvad. Han gik strax, uden engang at vaske Tjæren af sig, dog, som man kan see, ene af Stolthed, da det ellers ikke var Skik at fremstille sig ved Hoffet uden i sin bedste Stads. Da han kom til Stuedøren, sagde han til Vagten: „giv Rum for Kongernes Skald!“ og traadte frem for Kongerne med den Hilsen: heilir alvaldar báðir! (Hil eder, Herskere begge !). Harald spurgte, hvem af dem han først vilde kvæde for. „Den yngste“, svarede Arnor. „Hvorfor det“, spurgte Harald. „Fordi man siger at unge Folk ere mere hidsige“, svarede Arnor klogt; thi enhver af dem betragtede det som en Æressag at faa sit Kvad først fremsat, men mod Arnors Svar kunde Harald ikke have noget at indvende. Han begyndte nu sit Kvad til Magnus, hvilket efter det paa den Tid mindre brugelige, velklingende og højtidelige Versemaal, sædvanligviis kaldet Hrynhenda[1], og udmerker sig ej alene fra Versemaalets, men og fra de poetiske Tankers Side. Det betragtedes allerede af Samtid og den nærmeste Eftertid som et af de smukkeste og prægtigste Kvad, den gamle Skaldeliteratur kunde opvise. Mange Vers anføres deraf hist og her i Magnus’s Saga til Bekræftelse paa Fortællingens Rigtighed, men desværre besidde vi det ikke fuldstændigt. Det begyndte med at omtale Orknø-Jarlerne, Skaldens Ophold hos dem, og hans egne Hændelser; derefter gik det over til Magnus selv, ophøjede ham over andre Konger, og berømmede hans Bedrifter. Skalden havde i Harald en streng og nøjeregnende Dommer, ikke alene fordi alt for stor Ros over Magnus maatte være Harald ubehagelig at høre, men fordi Harald selv var en af sin Samtids største Skalde og den ypperste Autoritet i alt hvad der angik Skaldekunst. Harald, som vistnok ikke var i det bedste Lune, fordi Arnor først kvad om Magnus, fandt Indledningen for lang, Da Arnor havde dvælet en Stund ved Orknø-Jarlerne og sine egne Hændelser, uden endnu at være kommen til Magnus selv, sagde Harald: „hvi sidde I og høre paa dette Kvad, der kun handler om hans egne Rejser og Jarlerne der vester?“ Magnus svarede: „lad os bie lidt endnu, Frænde; jeg tænker nok at I ej ville finde mig alt for lidet roost, inden Kvædet ender“. Da kom Skalden til det Vers, hvori han bad Magnus at høre opmerksomt til, og hvor han blandt andet Smigreri siger at alle andre Fyrster staa langt tilbage for Magnus, og ønsker at han fremdeles, lige til Himlen revner, skal have større Held og Fremgang end de. Da kunde Harald ikke bare sig for at udbryde: „roos denne Konge saa meget du lyster, men luft ikke derfor andre!“ Arnor vedblev, beskrev hvor herligt Visunden bar Magnus i Løftingen under det sneehvide Telt, hvorledes
- ↑ Af at hrynja ɔ: give en sterk, fuldtonende Klang.
