derholde, faldt det ham vanskeligt at bestride Udgifterne til denne store Mængde. Flere, og blandt dem upaatvivleligt Kalf, om end kun af den Aarsag at Ragnvald var Kong Magnus’s Ven og ivrige Tilhænger, forestillede ham derfor, at han ikke længer skulde lade Ragnvald sidde inde med de to Trediedele af Orknøerne, saa mange Udgifter som han nu havde. Thorfinn lyttede gjerne til disse Forestillinger, og sendte Mænd ud til Orknøerne med den Anmodning til Ragnvald, at han skulde afstaa til Thorfinn den Trediedeel af Øerne, som Einar Vrangmund i sin Tid havde besiddet. Da Ragnvald fik dette Budskab, raadslog han med sine Venner derom, og afgav derpaa det Svar, at den Deel, hvorom der nu var Spørgsmaal, havde han faaet i Len af Kong Magnus, der betragtede den som sin egen Arvedeel; at det saaledes maatte komme an paa Kong Magnus, hvo af dem der fremdeles skulde besidde den, og at han ej vilde give Slip paa den, hvis Kongen afgjorde denne Sag til hans Fordeel. Da Sendemændene bragte Thorfinn dette Svar, og tilføjede at Ragnvald neppe med det Gode vilde give Slip paa hiin Deel, blev han meget vred, og sagde at det var højst ubilligt, naar Kong Magnus tilegnede sig hans Broderarv, thi den Afstaaelse, hvorpaa Magnus beraabte in, var alene aftvungen ham og Bruse, da de vare komne i Kong Olafs Vold. Han kaldte det meget utaknemmeligt af Ragnvald at negte ham denne hans Broderarv, uagtet han saa længe havde faaet sidde i Fred for ham, men derfor, sagde han, skulde han ogsaa nu med Vaabenmagt aftvinge ham, hvad han ikke godvilligt vilde afstaa. Han sendte Folk baade til Syderøerne og op i Skotland for at samle en Hær.
Da Ragnvald fik dette at høre, sammenkaldte han sine Venner, og spurgte dem, hvad Hjelp de vilde yde ham, da han ej var tilsinds at afstaa nogen af sine Besiddelser uden at have prøvet Kræfter med Thorfinn. Meningerne vare deelte. Nogle fandt det rimeligt, at han ikke vilde afstaa noget; andre fandt det lige saa rimeligt at Thorfinn nu en Stund vilde have den største Deel af Riget, efter at Ragnvald saa længe havde
Navne forekommer en „Carl minister“: skulde dette maaskee verre en Fordrejelse af Kalfs Navn? I saa Fald havde vi en Angivelse af Tiden, i hvilken han var Thingmannalid-Høvding; og det passer særdeles godt, at Navnet just ophører at vise sig efter 1045. At Thorfinn opholdt sig deels i Galloway, deels paa Katanes, er ovenfor nævnt (I. 2. S. 857). Da Skotland, Irland og England nævnes som Scenen for Kalfs Bedrifter, er det øjensynligt, at han har opholdt sig etsteds midt imellem disse Landes Kyster, og en saadan Beliggenhed indtager netop Galloway. Herfra har vel ogsaa Thorfinn sendt sin Opfordring „ud til Orknø“; og man kan med dette for Øje godt forstaa, hvorledes Thorfinn, efter at have foretaget sine Udrustninger, dog ikke var kommen længere end til Petlandsfjorden, da Ragnvald efter sin Tilbagekomst fra Norge søgte imod ham, saaledes som det nedenfor vises.
