Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/161

Denne siden er korrekturlest
143
Slag mellem Orknø-Jarlerne ved Raudabjarg.

eggelser kunde Kalf ikke modstaa. Han bød sine Mænd strax at lægge ud til Strid med Ragnvald. Det var paa høj Tid, thi Thorfinns øvrige Skibe vare nær ved at tage Flugten. Thorfinn lagde sit Skib frem mod Ragnvalds eget, medens Kalf angreb de mindre af Ragnvalds Skibe. Her havde Kalf nu den samme Fordeel over disse, som de forhen havde haft mod Thorfinns Smaaskibe, nemlig at være højere. Han fik derfor snart ryddet dem. Raden kom nu til et Skib, bemandet med Ledingstropper fra Norge, men da disse saa, hvorledes de nærmeste Skibe vare blevne ryddede, tabte de Modet, hug Tengslerne løs, og flygtede. Dec var saaledes kun faa Skibe tilbage hos Ragnvald, som imidlertid havde udholdt en heftig og temmelig ulige Kamp med Thorfinn. Og da Kalf nu lagde til paa den anden Side, vovede han ej at fortsætte Kampen længer, men lod Tengslerne hugge og tog Flugten. Det var allerede langt ud paa Dagen, og Merket faldt paa. Ragnvald benyttede sig heraf til at undkomme, og tog Vejen lige til Norge. Thorfinn derimod begyndte Morgenen efter at drage omkring til alle Øerne for at opsøge Flygtningerne, af hvilke nogle bleve dræbte, andre fik Grid. Thorfinn underlagde sig derpaa alle Øerne, hvis Indbyggere maatte gaa ham til Haande, om de end for hen havde svoret Ragnvald Troskabsed. For Sikkerheds Skyld tog han for det første sit Sæde i Orknø med en talrig Skare af Krigere, til hvis Underhold han lod hente betydelige Forraad fra Katanes, men sendte Kalf som et Slags Statholder til Sydrøerne, for at passe paa disse. Ragnvald havde imidlertid begivet sig lige til Kong Magnus, der nu, som for, tog venligt imod ham og tilbød ham Ophold hos sig.

Ragnvald forblev ogsaa hos ham indtil noget ud paa Vintren, da Frosten allerede var begyndt, og Fjordene tillagte[1]. Da sagde han, at han endnu en Gang vilde forsøge sin Lykke mod Thorfinn. Kongen forestillede ham det mislige i at gjøre et saadant Tog ved Vintertid, og bad ham heller vænte indtil Vaaren kom og Isen gik op, men lovede for øvrigt at Folk og Skibe skulde staa til hans Tjeneste. Ragnvald meente derimod, at det just nu var den belejlige Tid til at angribe Thorfinn, da han allermindst var belavet derpaa; han vilde desuden ikke tidere opofre Kongens Krigere til Unytte, og haabede mere af et dristigt Overfald med et eneste, vel bemandet Skib, end af en formelig Krig med en større Flaade. Jo færre Skibe han havde, desto mere uforvarende kunde han nemlig komme over Thorfinn, og desto lettere kunde han undslippe, om Planen mislykkedes.

  1. Denne Omstændighed, at Fjordene omtales som frosne, foruden den Hurtighed, hvormed Ragnvald kommer over til Magnus, og tilbage til Orknø to Gange i een Høst, bestyrker, hvad der ovenfor er antaget, at Magnus tilbragte denne Vinter (1045—1040) i Viken.