engang Skik og Brug i den Tid, hvor der førtes en Kamp paa Liv og Død, og Thorfinn viste sig paa sin Side endnu langt grummere. Ragnvald kan ved sin Død ej have været meget over 35 Aar gammel.
Thorfinn underkastede sig nu alle Øerne, og ingen vovede at gjøre ham Modstand. Kong Magnus fik vel tidligt den næste Vaar Budskab om Ragnvalds Drab, der gik ham haardt til Hjerte, og som han lovede at ville hevne, saa snart han fik Tid dertil; men for Øjeblikket var han faa beskjeftiget med sine Udrustninger mod Sven Ulfssøn og Harald, der herjede i Danmark, at han ej kunde ense de orknøiske Anliggender. Den følgende Høst og Vinter optoge Forhandlingerne med Harald ham; i al denne Tid havde Thorfinn saaledes frie Hænder, og herskede uafhængigt[1].
Vintren fra 1046 til 1047 var usædvanlig haard i hele Nord-Europa. Især indtraf en heftig Frost i Februar Maaned, som tillagde Havet mellem Norge og Danmark, saa at Ulvene løb over Isen mellem begge Lande[2]. I den vestlige Deel af England faldt der saa megen Sne, at Træernes Grene knækkedes, og ikke engang de ældste Folk kunde erindre at have oplevet en saadan Kulde, der tillige ledsagedes af frygtelige Uvejr. Derved opstod Hungersnød og Sygdomme blandt Mennesker og Kvæg, endog Fugle og Fiske døde af Frost og Hunger[3]. Denne Frost kom ellers belejligt saa vel før Thorfinn Jarl, som især for Sven Ulfssøn i Danmark, der med det første kunde vænte Angreb af Magnus, thi derved hindredes denne fra at foretage Udrustninger og tiltræde Toget saa tidligt, som han ellers vilde have kunnet, og Sven fik saaledes længere Frist end der ellers vilde været blevet ham til Deel. Denne Frist lader det til at han har benyttet saa godt han kunde, til at indlede Underhandlinger med England og søge Hjelp derfra, især da hans Yndest hos Danerne selv nu stod paa svage Fødder. Det er ovenfor berettet, hvorledes
- ↑ Orkn. Saga, S. 58—80. Harald Haardraades Saga Cap. 43.
- ↑ Íslenzkir annalar v. 1047. (Udg. S. 44). Her anføres udtrykkeligt Sæmund frode som Hjemmelsmand. Flere have villet forklare dette Udsagn, som om alene Farvandet mellem Halland, der dengang tilhørte Danmark, og Hisingen i Norge var tillagt, men en saadan Frost vilde ej have haft saa meget at betyde; det charakteristiske og sjeldne er unegteligt, at hele Havet, enten mellem Skagen og Agder, eller mellem Skagen og Viken, var tilfrosset.
- ↑ Chron. Sax. og Florents af Worcester ved 1046, 1047. Mon. hist. Br. I. S. 436, 602.
