Magnus havde gjort Fordring paa England, men, efter hvad vore Sagaer fortælle, ved Edwards Forestillinger ladet sig bevæge til at opgive dem. Det er ligeledes omtalt, hvorledes Edward desuagtet ansaa sig nødsaget til at samle en betydelig Flaade i Sandwich, for at være rede til at modtage Magnus, om han skulde komme[1]. Men imidlertid lader det til, at han saa vidt muligt har søgt at afholde sig fra nogen som helst Handling, der kunde udtydes som om han tog Parti med Sven, og som kunde fremkalde noget Angreb fra Norge. Dette, maa man formode, var ogsaa Aarsagen til, at Gunnhild, den dræbte Harald Jarls Hustru, der havde taget sin Tilflugt til England, blev fordreven derfra med sine to Sønner, Heming og Thorkell, i Aaret 1044, just da Magnus’s Herredømme over Danmark maatte ansees befæstet ved hans Sejr ved Helgenes. Hun begav sig til Brügge i Flandern, hvorfra hun først senere vendte tilbage til Danmark[2]. Edward havde desuden just ingen særdeles Grund til at være venskabelig sindet mod Sven, thi ogsaa denne betragtede sig som berettiget til Englands Trone, og uagtet det neppe er sandt, hvad Sven selv siden fortalte Mag. Adam af Bremen, at Edward strax efter sin Tronbestigelse søgte at berolige ham ved at udnævne ham til sin Arving, saa vel som at Edward senere, da han efter Magnus’s Død beredte sig til at angribe England, fornyede dette Løfte og bød ham Skat[3], saa viser det dog noksom, at Forstaaelsen mellem dem, trods den Omstændighed at Edward var gift med Svens Søskendebarn Eadgydha, Godwines Datter, ej kan have været synderlig god. Sit største Haab satte Sven, som det synes, til Godwine selv, der var at betragte som Englands egentlige Herre, hvis Hustru var Svens Faster, og hos hvem endog Svens Brødre, Bjørn og Aasbjørn, opholdt sig og nøde stor Anseelse. Men Folkestemningen i England var Danerne ugunstig, og saa vel Kongens som Folkets Tilbøjelighed traf saaledes her sammen i at overlade Sven til sig selv[4]. Heri handlede man dog for saa vidt upolitisk, som det var at forudsee, at naar Magnus og Harald først havde overvældet Sven, vilde Raden ogsaa komme til England, thi om end Magnus var fredelig stemt, var derimod Harald saa meget mere krigslysten og ærgjerrig. Dette forstod Thorfinn Jarl vel, og da han let kunde indsee, at de norske Konger ikke vilde gjøre noget Tog til England, uden tillige at besøge Orknø og hevne Ragnvald Jarls Død, besluttede han snarest muligt at søge et Forlig bragt til Veje.
Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/166
Denne siden er korrekturlest
148
Magnus den gode og Harald Sigurdssøn.
