Endnu i Løbet af Vintren udbøde Magnus og Harald Leding fra Norge. Men det var ikke førend langt ud paa Sommeren, eller rettere henimod Høsten, at de fik Hæren og Flaaden samlet[1]. Hertil bidrog vel ikke alene den langvarige Vinter, men ogsaa den daarlige Forstaaelse, som herskede mellem Kongerne. Derpaa havde man et Exempel under selve de Rejser, Kongerne foretoge forat paaskynde Udrustningerne. De havde været øster i Viken, hver med sit Skib og sin Hird, og sejlede nordefter. Harald var en Morgen bleven tidligere sejlfærdig end Magnus fra den Havn, hvori de laa, og kom derfor ogsaa tidligere til den for næste Nat bestemte Havn, hvor han strax lagde ind til Kongelejet. Da Magnus kom, saa han at Harald laa i det ham tilkommende Leje, og at han allerede havde tjeldet og slaaet Landtoug. Opbragt herover, befalede han sine Mænd, saa snart Sejlet var sluppet ned, at sætte sig til Aarerne, ro i fuld Fart mod Haralds Skib, og gribe til Vaaben for at tvinge Harald til at lægge af Vejen. Det skede, men saa snart Harald blev det var, bød han strax sine Mænd kappe Landtougene og flytte Skibet tilside, „thi nu“, sagde han, „er nok min Frænde Magnus vred“. Da Magnus havde indtaget sin Plads, og begge Skibe vare fortøjede, gik Harald, ledsaget af nogle faa Mænd, ombord paa Magnus’s Skib. Denne bød ham velkommen. Sø, jeg kunde nok tænke at vi vare komne til sidde Venner“, sagde Harald, „men nys saa det virkelig ud til noget af hvert; dog det er sandt som
- ↑ Dette sees deraf, at Morkinskinna og Fagrskinna Cap. 176 lade den Uenighed om Kongelejet, hvorom der strax herefter meldes, foregaa om Høsten efter Kongernes Forlig. Vel lade rigtignok disse to Sagabearbejdelser — især siger Morkinskinna det udtrykkeligt — Magnus og Harald tilbringe to Vintre sammen efter Forliget, men de modsige sig begge deri, at de ikke nævne mere end een Vinter, som Sven tilbragte i Danmark, efter at Harald havde skilt sig fra ham. Dette stemmer dog med de øvrige Sagaer saa vel som med de fremmede Kilder, der godtgjøre at Magnus døde 1017. De modsige sig ogsaa deri, at de lade Kongerne udbyde Leding „een Vinter efter Ragnvald Brusessøns Fald“, altsaa netop Vintren 1046—1047. Aarsagen, hvorfor de paa hiint Sted nævne to Vintre, er maaskee kun den lange Tid, som hengik mellem Kongernes Forlig og Togets Begyndelse. Af den Omstændighed, at der ved Fortællingen om Magnus’s Hidsighed angaaende Kongelejet udtrykkeligt siges baade i Morkinskinna og Fagrskinna, at Kongerne kom østenfra Viken, og, som man kan see, hver kun med eet Skib, er det tydeligt at skjønne, at de personligt havde rejst om for at paaskynde Udrustningerne, hvorved ogsaa nogen Tid maa være medgaaet. Hrokkinskinna (Harald Haardraades Saga Cap. 31) saa vel som Snorre (Cap. 27) nævne her intet om Viken, men de berette dog Begivenheden som foregaaen før Togets Tiltrædelse og efter at Udbudet havde fundet Sted. Viljam af Malmsburys Angivelse af 9de August som den Dag, da Sven blev fordreven fra Danmark, antyder nogenledes Tiden for Toget. Knytlingasaga Cap. 22 siger med tydelige Ord at Magnus og Harald begyndte Toget om Sommeren (det maa have været langt ud paa Sommeren) Aaret efter at Forliget mellem dem var sluttet.
