man siger, at Barn er bradt i Hu, og derfor vil jeg ikke tilregne det andet end eders Ungdom“. „Tilregn det heller min Æt“, svarede Magnus, „thi jeg mindes godt hvad jeg indrømmede eder, saa vel som hvad jeg forbeholdt mig; jeg for min Deel vil nøje holde alle de Løfter, jeg gav eder, og det samme fordrer jeg af eder med Hensyn til mig“. „Det er et gammelt Ordsprog, at den viseste viger“, sagde Harald, og gik ombord paa sit Skib. Kongernes Omgivelser ytrede sig forskjelligt om denne Begivenhed. Magnus’s Mænd meente at deres Herre havde fuldkommen Ret; Haralds Mænd paastode derimod at Aftalen om Kongelejet ikke gjaldt uden naar begge Konger paa een Gang kom ind i samme Havn, men at Meningen ej var den at Harald skulde vige Pladsen, naar han allerede laa der sør Magnus. Denne Forklaring var vistnok ogsaa den rette, og man roste Harald med god Føje for den Sindighed og fornuftige Eftergivenhed, han havde viist. Der manglede heller ikke paa ondskabsfulde Gemytter, der søgte at fremstille Magnus’s Ubesindighed som en planmæssig Stræben efter at krænke Harald og bryde det med ham sluttede Forlig. De daarlige Udsigter til Enighed mellem Kongerne, som disse og lignende Trætter aabnede under det forestaaende Tog, vakte alle forstandige og fædrelandskjærlige Mænds Bekymring[1].
Den Hær, som Kongerne omsider fik samlet, skal have været betylig. Hvor Flaaden samledes, nævnes ikke; vi erfare kun at Kongerne sejlede sydefter langs Kysten, og at Ledingsskibene fra hvert Fylke paa sædvanlig Viis stødte til Hovedflaaden, eftersom den kom videre. I Havnen ved Selv, strax vestenfor Lindesnes, oppebiede man Ledingsskibene fra Viken. En Dag kom to Langskibe roende ind, og lagde sig.lige ved Kong Magnus’s Skib. Fra det nærmeste af hine gik en Mand, iført en hvid Hættekappe, over paa Kongens Skib og agter til Løftingen, hvor Kongen sad til Bords. Han hilsede Kongen, idet han brak et Stykke af en Brødleev og spiste det. Kongen hilste igjen, og rakte ham godmodigt sit Bæger, da han saa ham spise af Brødet. Den Fremmede tog imod Bægeret og sagde: „jeg faar vel Grid, siden vi nu ere Mad-Kammerater“? „Hvad heder dit da“, spurgte Kongen, idet han saa paa ham. „Mit Navn er Thorfinn“ svarede den Fremmede. „Er du maaskee Thorfinn Jarl“, spurgte Kongen. „Saaledes kalder man mig der vester“, sagde Jarlen; nu er jeg kommen hid med to Tyvesesser saa godt udrustede som det staar i min Magt, for at deeltage i dette Tog med eder, hvis I ville modtage Hjelp af min; imidlertid overgiver jeg mig ganske Gud og eder i Vold for de store Ting, hvori jeg har forgaaet mig mod eder“. Flere kom nu til og hørte deres Samtale. Kongen tog seent til Orde, og
- ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 31, Snorre Cap. 27, Fagrsk. Cap. 176.
