Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/171

Denne siden er korrekturlest
153
Krigsforetagender i Danmark.

er Niding mod Kong Magnus, men det samme er Kong Harald mod mig„ og der er overmaade stor Forskjel mellem begge disse Konger“. Derpaa vendte han om og reed ind i Skoven igjen, hvor han forsvandt bag Træerne. Det var Sven; Kong Magnus kjendte ham, og sagde: „Sven Ulfssøn er en herlig Mand, havde han saa sandt Folk, som han selv er uforfærdet og djerv, vilde han oftere sejre“[1]. En anden Gang, fortælles der, var Sven i en Sø-Trefning næsten bleven oversejlet, og kunde alene redde sit Liv ved at løbe over paa den norske Høvding Orm Eilifssøns Skib. Han bad Orm om at skjenke ham Liv og Frihed, hvilket Sem ogsaa paa eget Ansvar tilstod ham. Da Magnus siden fik det at vide, og spurgte Orm, hvorledes han torde understaa sig at gjøre noget saadant paa egen Haand, svarede Orm, at han derved for en stor Deel havde Kongens eget Vel for Øje. Kongen spurgte videre, om det da ikke var faldt ham ind at han derved vilde udsætte sig for Kongens Vrede. „Det faldt mig rigtig nok ikke ind“, svarede Orm. Men i Stedet for at straffe Orm eller vise ham nogen Unaade, sagde Magnus at han havde opført sig som en brav Mand, og ophøjede ham endog siden til Jarl[2]. Hvis dette ellers

  1. Harald Haardraades Saga Cap. 34.
  2. Dette findes kun i Morkinskinna (fol. 4 verso), samt i Flatøbogen. Det fortælles her efter Forliget mellem Kongerne, og hvorvel rigtignok Morkinskinna ogsaa omtaler andre Tildragelser, der i Hrokkinskinna omtales før Forliget, efter dette, f. Ex. om Thorkell Dyrdil, Thorstein Sidu-Hallssøn o. fl., saa synes det dog, som om denne Begivenhed med Orm, hvis den havde fundet Sted i Slaget ved Aaros eller Helgenes, nødvendigviis der maatte have været omtalt. Beskrivelsen over disse Slag tilsteder heller ikke Muligheden af at en saadan Begivenhed der kunde foregaa. Man maa saaledes henføre dette Sammenstød mellem Orm og Sven til Toget i 1047, saa meget mere som det neppe er rimeligt, at Magnus tidligere vilde have fundet sig i Svens Frigivelse, end sige belønnet den. Det er derimod urigtigt, naar Morkinskinna lader Sammenstødet skee i et Slag mellem Kongen og Sven; thi den, saa vel som de øvrige Sagaer, lader netop intet saadant Slag foregaa. Det er desuden rimeligst, at en saadan Begivenhed, som denne, kunde skee ved en Lejlighed, hvor Orm sejlede alene, og Sven paa et enkelt Skib inkognito krydsede omkring den norske Flaade, saaledes som ovenfor anført; at han er bleven gjenkjendt og løssluppen af Orm, og at denne, kjendende Kongens daværende Sindelag, ej betænkte sig paa at frigive ham. Hvad der ellers kunde gjøre Fortællingen mistænkelig, er at den udelades af Snorre og Hrokkinskinna, der snarere synes at antage at Orm tidligere var bleven Jarl (se ovenfor S. 3, jvfr. Harald Haardraades Saga Cap. 56, Snorre Cap. 40), og tillige, at en lignende Begivenhed med Sven siden fortælles efter Nisaa-Slaget, hvor Haakon Ivarssøn Jarl frigiver ham (Harald Haardraades Saga Cap. 70.. Snorre, Cap. 66). Imidlertid kan man dog heller ikke sige at Fortællingen om Orm er usandsynlig, derhos passer den godt til alt det øvrige. For Resten ere de Ord, Morkinskinna lægger ham i Munden, meget dunkle; vi anføre derfor Stedet til Enhvers Fortolkning: þat var brátt sagt Magnúsi konungi sem glíklegt var, ok