forholder sig rigtigt, vilde det være uforklarligt, med mindre man antager, at Magnus allerede temmelig tidligt under denne sidste Krig havde begyndt at ønske en Udsoning med Sven, og nærede den Hensigt, han siden udførte, at udnævne ham til sin Eftermand i Danmark. Dette er i og for sig meget naturligt, naar man overvejer hvorledes hans Liv i den sidste Tid var forbitret ved det spendte Forhold, hvori han stod til Harald, hvilken, som man især af det følgende tydeligt kan see, nu var ham og hans nærmeste Raadgivere langt mere forhadt end Sven; og det vilde end bedre kunne forklares, hvis han, som vore Sagaer fortælle, har haft en Anelse om sin nær forestaaende Død. De fortælle nemlig, at da Magnus og Harald engang paa ei Strejftog havde været heldige nok til at fange Svens ivrigste og mægtigste Tilhænger, Thrugils Birnessøn, der sagdes at raade for Tredieparten af hele Danmark, tilligemed mange andre Folk, tog Kongen sin Moder, Alfhild, der var med ham paa Toget, til Side, og bad hende træde frem og i de flestes Paahør at bede ham om Naade for den fornemste af Fangerne. Hun forundrede sig derover, især da han nys forhen havde været meget vred paa hende, ja endog brugt haarde og usømmelige Ord, fordi hun paa egen Haand havde vovet at sætte den ved et tidligere Strejftog fangne Thorkell Gøsa paa fri Fod. Men han sagde, at han nu ej alene ønskede at give hende Oprejsning, fordi han den Gang talte saa haardt til hende, men at han og paa denne Maade vilde berede hende en venlig Modtagelse og Hjelp efter hans Død, da han ansaa det for heel uvist om han endnu havde mange Levedage tilbage, og stolede ikke synderligt paa at Harald vilde vise hende nogen Velvilje. Det tilføjes ogsaa, at baade Thorkell Gøsa og Thrugils Birnessøn bade hende paa det indstændigste at henvende sig til dem, om hun siden skulde blive stedt i Nød og savnede anden Hjelp[1]. Det lader saaledes til, og bekræftes af hvad Magnus paa sin Dødssæng forordnede, at han i Forvæntningen om sin nær forestaaende Død ej alene søgte at berolige sit Sind ved at vise Mildhed mod Sven og hans Tilhængere, men at han endog derved søgte at berede sin Møder og sine nærmeste Paarørende det Tilflugtssted i Danmark, der vilde blive hende negtet i Norge; ligesom vel og hans nærmeste Omgivelser, Mænd som Einar Thambarskelve, Orm Jarl, og andre, der samtlige hørte til det mægtige, og Harald fiendske, norske Magnat-Parti, ved alle Lejligheder raadede ham til Skridt, der sigtede til at vanskeliggjøre Harald Erhvervelsen af Danmark
- ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 32, 33 (ogsaa Morkinskinna).
spurði konung Orm hví hänum yrði þat fyrir. Hann svaraar: herra, þat var annat happit mest, þat fyrst at hliapa (læs hjalpa) þér við ef þess þyrfti, ok þetta því næst. Om Orm Jarl og hans Slægtskabsforhold, se ovf, I. 2. S. 63.
